Sarkozy advarer om risiko for krig med Iran

Frankrigs præsident advarer om, at Israel - ikke nødvendigvis USA - kan føle sig truet og indlede en krig med Iran. Sarkozy er parat til at rejse til Teheran.

Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, advarer om, at der er en overhængende fare for en Iran-krig, hvis Israel føler sig alvorligt truet af præstestyrets atomambitioner.

I et interview med et fransk magasin, som offentliggøres torsdag, siger præsidenten, at han er parat til at rejse til Teheran for at tilbyde Iran en civilt atompagt, hvis landet optrapper sit samarbejde med Det Internationale Atomenergiagentur.

- For os er problemet ikke så meget risikoen for, at amerikanerne iværksætter et militærangreb, men snarere om israelerne for alvor føler deres sikkerhed truet, siger Sarkozy til Le Nouvel Observateur.

- Faren for en krig er til stede, siger præsidenten og tilføjer, at han aldrig har været fortaler for en sådan.

/ritzau/AFP