Sanger i populært band knust: Tsunami har dræbt vores bassist og manager – og min kone er savnet

Mindst 222 personer har mistet livet, efter en tsunami sent lørdag ramte Indonesien. Blandt de omkomne er flere medlemmer fra en popgruppe, der spillede koncert, da bølgerne slog mod land.

Forsangeren i bandet Seventeen fortæller, at gruppens bassist og road manager er døde. Foto: Instagram Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens dødstallet fortsat stiger, efter en tsunami ramte Indonesien lørdag aften, begynder det at stå klart, hvem der på pludselig og tragisk vis har mistet livet som følge af katastrofen.

Forsangeren i et populært popband, Seventeen, fortæller på Instagram, at der blandt de foreløbig 222 døde er to af hans nærmeste – bandets bassist og en manager.

»Vi har mistet vores bassist, Bani, og vores road manager, Oki,« siger Riefian Fajarsyah i en følelsesladet video, der er lagt ud til hans knap 300.000 følgere.

På en dramatisk video lagt på internettet fremgår det, hvordan en mur af vand uden varsel rammer koncerten med det indonesiske band og efterfølgende forårsager dødsfaldene.

Bandet optrådte for et publikum lørdag ved Tanjung Lesung-resortet på øen Java, da en tilskuer helt tilfældigt kommer til at dokumentere, hvordan katastrofen forløb.

Af optagelserne ses det, hvordan publikum ubekymret klapper og jubler, i minutterne og sekunderne før bølgen rammer.

Scenen kollapser slet og ret, da vandmasserne giver den et nådesløst skub bagfra.

Bandmedlemmer, musikinstrumenter samt forstærkere og højttalere bliver på et splitsekund skubbet ud over publikum, der sagesløse bliver omgivet af den dødsensfarlige bølge og den stærke, kaotiske strøm af vand.

Her stopper optagelsen.

Ifølge The Guardian fortæller Riefian Fajarsyah i videoen på Instagram, at gruppens trommeslager (Andi) og guitarist (Herman) er savnet.

Og så opfordrer han til, at hans mange tusinde følgere beder for hans kone, Dylan Sahara, der også er forsvundet.

»Resten er heldigvis i god behold, selv om de har lidt skader og brækkede knogler. Bed for, at min kone, Dylan, Andi og Herman og Ujang (ansat af bandet, red.) bliver fundet snart,« siger han.

I et andet opslag på Instagram fortæller Riefian Fajarsyah, at Dylan Sahara har fødselsdag søndag.

'Skynd dig hjem,' skriver han.

Tsunamien ramte flere strande omkring Sundastrædet mellem øerne Java og Sumatra kort før solnedgang.

Det er vulkansk aktivitet fra vulkanen Anak Krakatau, der ifølge myndighederne har udløst de undersøiske jordskred.