Sandheden er derude ...

Landede et rumskib virkelig for 60 år siden på den høje prærie i New Mexico? Og betyder svaret noget? Roswell synes at være nået til den konklusion, at sandheden er herude, men sandheden er, hvad man gør den til.

Når der holdes UFO-konference i USAs UFO-by nummer 1, Roswell, så bliver selv voksmannequinen i forretningen med brudekjoler til et rumvæsen. Det er netop i år 60 år siden, at den berømte UFO faldt ned i byen i New Mexico. Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere

ROSWELL/SANTA FE: Hvorfor begyndte hun at græde?

Frankie Rowe var i gang med at fortælle om, hvad der skete i juli 1947 i Roswell, og pludselig som hærdet glas gik hun i hundredevis af stykker. Hun dykkede ned i et lommetørklæde, og hendes øreringe svajede frem og tilbage som gondoler i et pariserhjul.

»Undskyld,« sagde hun efter en kort pause. »Det kan måske være svært at forstå, men selv efter så mange år har jeg ikke forliget mig med det.«

Det er nogle år siden, jeg mødte Frankie Rowe, og jeg har stadig ikke fundet svaret.

Spillede hun skuespil - fortalte hun mig om en hændelse, som aldrig hændte - og havde hun en patologisk evne til at leve sig ind i løgnen, efterhånden som den skred frem? Eller fortalte hun sandheden, hvor usandsynlig sandheden ellers lyder?

»Sandheden er derude,« sagde de i en overnaturlig TV-serie, og sandheden er angiveligt i Roswell.

Af alle steder.

DET ER FORSTÅELIGT, at de spanske kolonisatorer i sin tid satte pæle i jorden, når de rejste her. Der var ingen landemærker, som de kunne læne sig op af, ingen kendtegn, kun vind og vidder og meget af begge dele og en uendelig fladhed, og på mange måder er spørgsmålet ikke, om der i disse dage for præcis 60 år siden landede en flyvende tallerken i Roswell. Snarere hvorfor den netop skulle lande her, »vest for faret vild og øst for ingenting,« som en rejsende i forrige århundrede beskrev området. Modbeviser det ikke selve ideen om intelligent liv i rummet?

Roswell har heller ikke rigtigt fundet ud af, hvad byen skal mene om den begivenhed, som gjorde Roswell til »Roswell«.

På den ene side er indbyggerne i modsætning til begivenheden jordnære. Når man bor på noget af den ringeste landbrugsjord i USA, er man tvunget til at blive et meget håndgribeligt menneske, lænket til snusfornuft, men omvendt: Det er tydeligvis godt for business. Siden torsdag har der været 50.000 besøgende i byen, hvert et hotel i miles omkreds melder udsolgt, og nogle af de besøgende er sikkert skøre kugler, der mener, at de engang er blevet bortført til en fjern galakse, men de fleste af dem er far, mor og to børn.

Som bagmanden bag festivalen, Guy Malone, udtrykker det: »I dag er hver tiende beboer ansat i turistsektoren på restauranter, hoteller eller museer. For ti år siden var det tilsvarende tal nul-komma-et-eller-andet.«

Pengemænd planlægger en forlystelsespark, andre pengemænd planlægger nye hoteller og nye beboelsesområder, og det lokale UFO museum planlægger en udvidelse, og selv de mest skeptiske kvægavlere må erkende en vis håndgribelighed i de kendsgerninger:

At hvis ikke det havde været for rummændene, så ville Roswell stadig være vest for faret vild og øst for ingenting.

MEN HVAD VAR DET, som fik Frankie Rowe til at bryde sammen?

Vi sad i et baglokale i International UFO Museum and Research Center, en lokalitet, som er betydeligt mindre end summen af sin titel, og som mestendels består af gamle udklip fra fastfood-magasiner og et makabert obduktionstableau fra en ditto makaber rumfilm.

I 1947 var Rowe en 12-årig pige den alder, hvor alle sanser for alvor er tændt, og en juli-aften kom hendes far tilbage fra en 24-timers vagt hos brandvæsenet.

»Han var oprevet, og han fortalte os hvorfor. Brandvæsenet var på hans vagt blevet kaldt ud til en brand nord for Roswell. 30 mil mod nord og nogle få mil mod vest. Midt på en mark. Det var imidlertid ikke en almindelig nedstyrtning. Det var en flyvende tallerken. Og ikke nok med det: To af rumvæsnerne lå døde på jorden, og en tredje gik forvildet rundt. Han beskrev dem som små væsner, på størrelser med mig dengang, og han beskrev deres farve som samme farve som en bestemt slags fårekylling olivenfarvet.«

Det var første del af Rowes forklaring. Anden del fandt sted et par dage senere, hvor hun besøgte sin far på brandstationen i Roswell, og hvor en politimand var på besøg.

»Politimanden viste brandfolkene noget materiale, som angiveligt stammede fra det havererede rumskib. Jeg rørte ved det. Det var let som stanniol, og det var bøjeligt, men det var umuligt at ødelægge. Brandfolkene angreb det med hammer og søm, og de forsøgte at brænde det af, men uden held.«

Tredje del af historien udspillede sig et par dage senere.

»Vi var hjemme i huset, og pludselig dukkede en civilklædt mand op. Han talte med en autoritet, og der var ingen tvivl om, at han var en myndighedsperson. Han sagde til os, at hvis vi nogensinde talte om det passerede og her kiggede han direkte på mig så ville der ske os noget meget, meget ondt. Jeg ville blive ført ud i ørkenen, og min mor og far ville aldrig finde mig igen.«

Og det var på det tidspunkt, at Frankie Rowe faldt fra hinanden, og tårerne vældede ud af hende.

»I årevis havde jeg mareridt om den mand, og i årevis turde jeg ikke tale om vores oplevelse af frygt for, at han skulle komme tilbage.«

DEN DISKUSSION er formentlig lidt som at diskutere med Søren Krarup. Inden man så meget som kommer i gang, bliver selve forudsætningen for diskussionen skudt i sænk, og uanset hvad man siger og uanset måden man siger det på bliver præmisserne angrebet.

Men her er, hvad der i meget grove træk skete:

En kvægavler, Mack Brazel, kørte efter en storm ud for at se til sine dyr, og her kom han forbi en usædvanlig fordybning, som var blevet pløjet ind i jorden, og rundt om den lå store og små vragrester og besynderlige metalstykker. Han gik til den lokale sherif : »Jeg tror, at jeg har fundet en af de der flyvende tallerkener,« sagde han, og sheriffen gik til militæret, som havde en luftbase uden for byen.

Efterretningsofficer Jesse Marcel og nogle af hans folk blev sendt derud, og i de følgende dage blev vrag-resterne samlet op, og 8. juli 1947 blev presseofficer Walter Haut beordret til at udsende en officiel erklæring om fundet.

»Hærens luftvåben annoncerer i dag at have fundet en flyvende skive,« skrev han i meddelelsen, som var clearet med cheferne på basen.

VERDENSSENSATIONEN var en kendsgerning, og verdenssensationen varede i et døgn.

Den følgende dag fik Haut ordre til at udsende en ny pressemeddelelse. Denne gang skrev han, at den flyvende disk ikke var en flyvende disk; det var derimod en nedfalden vejrballon.

Det var på et tidspunkt, hvor tilliden til myndighederne endnu ikke var undergravet af Vietnam og Watergate, og dementiet blev taget for pålydende. Historien sluttede dér, og historien sluttede med et stilfærdigt postscriptum fra Mack Brazel, som dagen efter dementiet sagde til lokalavisen: »Jeg er sikker på, at det ikke var en vejrballon.«

FØRST 30 ÅR senere begyndte Roswell atter at røre på sig.

I 1980 udkom bogen »The Roswell Incident,« og siden har forskere, semi-forskere og slet-ikke forskere udgivet bøger og dokumentarfilm, der hævder at afsløre den største løgn i det 20. århundrede. Flere hundrede vidner har fortalt om, hvad de oplevede dengang i Roswell, og mens nogle af dem har været så lette at ramme som en stækket and, har andre vist sig noget hårdere. For eksempel major Jesse Marcel, efterretningsofficeren, der var den første militærmand på stedet. Han har siden 1980 fastholdt, at vragresterne ikke var fra en vejrballon, men fra en flyvende tallerken, og han har beskrevet den militære sammensværgelse mod sandheden.

Myndighedernes håndtering af begivenhederne har til tider også spillet bolden lige over til sammensværgelsestilhængerne.

50 år fastholdt militæret, at der var tale om en ganske almindelig vejrballon, også selv om alle indicierne pegede i en anden retning, og først i to digre rapporter i henholdsvis 1994 og 1997 lagde luftvåbnet kortene på bordet. Vragresterne var fra et tophemmeligt projekt så hemmeligt, at det rangerede på linje med udviklingen af atombomben - og projektet skulle gennem spion-fartøjer holde øje med Sovjetunionen og især Sovjetunionens atomfremskridt.

Det var muligvis rigtigt, det var sandsynligvis rigtigt, men det var for lidt og for sent. En meningsmåling umiddelbart derefter viste, at et stort flertal af amerikanerne troede på, at et eller flere rumskibe vitterligt var styrtet ned ved Roswell, og at regeringen dækkede over sandheden.

DEN LILLE BY på den høje prærie har dermed fundet sin plads på den amerikanske hylde med myter ved siden af skolebogsdepotet i Dallas og byen har fundet sin plads i amerikansk populærkultur.

TV-film som »Roswell«, i TV-serier som »Roswell« og i sci-fi-film som »Independence Day«, der har spillet tæt på en milliard dollar i pengekassen, og hvor myten og mere til bliver taget for pålydende. Arkæologer fra et lokalt universitet hævder at have fundet noget, der kan være nedstyrtningsstedet, og som bekræfter kvægavler Mack Brazels beskrivelse, og New Mexicos guvernør og præsidentkandidat Bill Richardson sagde for nyligt, at hverken »uafhængige forskere eller regeringen endnu har givet os tilfredsstillende svar på mysteriet, der omgærder nedstyrtningen.«

SÅ HVORFOR GRÆD Frankie Rowe?

Levede hun sig ind i sin egen løgn, eller fortalte hun sandheden, hvor usandsynlig sandheden end lyder?

Det er et lille mysterium dybt inde i det store mysterium, og måske findes svaret i det svar, som redaktør Maxwell Scott gav i filmen »Manden der skød Liberty Valance.« En berømt senator erkendte over for redaktøren, at hele hans politiske karriere var baseret på en løgn.

Avisredaktøren vidste, at senatoren var en god mand og en i bund og grund hæderlig mand, og han beroligede ham:

»Vi er i Vesten, sir. Når legenden bliver til en kendsgerning, så trykker vi legenden.«

Så sandheden er sikkert derude, men sandheden er, hvad vi gør til sandheden, og den sandhed lever Roswell med.