Sanders og Warren har længe konkurreret om hendes støtte: Nu har Demokraternes superstjerne valgt side

Bernie Sanders er sakket bagud i meningsmålingerne, mens han har været for syg til at føre valgkampagne. Men nu har han et trumfkort i hånden, når han lørdag vender tilbage på kampagnesporet med en gæstestjerne ved sin side.

FILES-US-POLITICS-VOTE-SANDERS-OCASIO CORTEZ
Det er ikke godt nyt for Elizabeth Warren, at den mega-populære venstreorienterede demokrat, Alexandria Ocasio-Cortez, nu har valgt at støtte Bernie Sanders. Men det er heller ikke udelukkende godt nyt for Bernie Sanders, hvis han skal få de moderate svingvælgeres stemmer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Efter to ugers sygdom og en hjerteoperation er Bernie Sanders sakket bagud i det amerikanske præsidentvalgs meningsmålinger. Men nu kan en tillidserklæring fra venstrefløjens største stjerne måske sende ham på ret kurs igen.

Den 30-årige Alexandria Ocasio-Cortez, som også bare kaldes for AOC og på et år er blevet udnævnt som en af Demokraternes helt store stjerner, har valgt at stille sig bag ham og støtte ham som kandidat i valgkampen. Det skriver blandt andre The Washington Post.

Ocasio-Cortez kan dermed følge i hælene på kollegaen Ilhan Omar fra hendes eget såkaldte »Squad«; en gruppe af fire progressive kvindelige demokrater, som alle kom ind i Repræsentanternes Hus sidste år, og siden da har lagt sig ud med både præsident Donald Trump og de andre demokraters midtersøgende kurs.

Omar annoncerede også tirsdag, at hun ville støtte Sanders. Imens går der forlydender om, at Ocasio-Cortez lørdag vil slutte sig til Sanders’ kampagne og tale ved et valgarrangement, som den 78-årige præsidentkandidat skal holde.

Arbejdernes forkæmper

De fire kvinder – som udover Ilhan Omar og Alexandria Ocasio-Cortez også tæller Ayanna Pressley og Rashida Tlaib – er særligt populære hos Demokratenes yngre og mest venstreorienterede vælgere. Og de kan formentlig trække en del stemmer fra netop det segment.

Og det kan især gå ud over Bernie Sanders’ konkurrent, Elizabeth Warren, som for nyligt har overhalet ham i meningsmålingerne, at han nu får støtte fra Ocasio-Cortez. Warren er ligesom Sanders en af de mere venstreorienterede kandidater og kæmper om nogle af de samme stemmer.

Sanders har længe portrættereret sig selv som en arbejdernes forkæmper, og Warren går til valgkamp på noget af det samme, når hun hævder at beskytte en middelklasse, som der er blevet »klemt og hamret løs på«. Og hun har gjort det klart, at hun går hårdt efter finansbosserne på Wall Street, som ifølge hende har »ødelagt vores økonomi og millioner af job«.

De to har derfor også hver for sig holdt møder med kvinderne fra det såkaldte »squad« (eller på dansk: slæng) for at få deres støtte. Og nu tyder meget altså på, at i hvert fald det halve af slænget peger på Sanders.

Ocasio-Cortez har tidligere arbejdet som en frivillig på Sanders’ præsidentkampagne i 2016, og det var også her, hendes politiske historie begyndte. Da hun til alles overraskelse i 2018 slog konkurrenten Joseph Crowley, som i årevis havde siddet i Repræsentanternes Hus for Demokraterne, blev hun hurtigt en stjerne.

Siden hun kom ind, har hun sat sig tungt på samtalen i Det Demokratiske Parti. Det er således hende, der står bag den ambitiøse klimaplan, Green New Deal, og for nyligt holdt hun tale til et stående bifald på klimakonferencen C40 i København.

Sammen med de andre kvinder i det såkaldte slæng har hun skabt en masse kontroverser i amerikansk politik – det gælder ikke mindst nogle af kvindernes kritik af USAs forhold til Israel.

I juli anklagede præsidenten dem for ikke at være amerikanere. Der er ingen af de fire kvinder, der er hvide, men de har alle amerikansk statsborgerskab. Tre af dem er født i USA, og den fjerde kom dertil som flygtning, da hun var barn.

Men Donald Trump foreslog, at de skulle »rejse tilbage og hjælpe med at ordne de aldeles ødelagte og kriminalitetsbefængte steder, de kom fra.«

Selvom  både Demokrater og Republikanere tog afstand fra Trumps angreb, som blev beskrevet som racistisk, illustrerer det alligevel én af grundene til, at Ocasio-Cortez’ støtte ikke nødvendigvis kun er godt nyt for Bernie Sanders.

For Donald Trump har for længst besluttet sig for at bruge hende og de tre andre kvinder i hendes slæng til at udstille det demokratiske parti som socialistisk og farligt for USA.

De er i Trumps kampagne blevet ansigterne på et demokratisk parti, der ikke blot er i indre opgør, men som for øjeblikket trækker så langt til venstre, at præsidenten har advaret om, at USA vil blive et nyt Venezuela, såfremt Demokraterne vinder præsidentvalget.

Og det kan koste Demokraterne nogle af de moderate svingvælgere, hvis stemmer de har brug for, hvis de skal vinde valget.