Sydkorea bliver fredag vidne til en historisk begivenhed i landet, når ansatte ved techgiganten Samsung Electronics i titusindvis går i strejke for bedre lønvilkår i virksomheden.

Son Woo-mok, der står i spidsen for den nationale fagforening for ansatte ved Samsung Electronics, siger, at de gør brug af betalt orlov for at gå i strejke.

Samsung er Sydkoreas største private selskab, og alene datterselskabet Samsung Electronics har flere end 100.000 ansatte i Sydkorea.

»Samsung Electronics' første strejke finder sted i dag, og vi gør brug af betalt orlov. Vi mener, at der er mange, som deltager«, siger Son Woo-mok, der dog ikke sætter præcist tal på, hvor mange der strejker.

»Det er svært at sætte tal på, men ud fra hvad jeg har set på arbejde her til morgen, er det meget anderledes end normalt.«

Samsung er det største chaebol i Sydkorea.

Chaebols henviser til store, familieejede konglomerater, der spiller en central rolle i landets økonomi og politiske landskab. De inkluderer blandt andet kendte mærker som Samsung, Hyundai og LG.

Samsung Electronics oplyser, at det »på flittig vis har forhandlet med fagforeningen, og at det agter at fortsætte med det«.

Virksomheden oplyser, at medarbejderne, som strejker, har brugt en fridag fredag, som falder mellem en helligdag torsdag og weekenden – ikke ulig når man i Danmark tager fri mellem Kristi himmelfartsdag og weekenden.

»Det har ingen indvirkning på produktion eller virksomhedens aktiviteter«, lyder det fra Samsung Electronics i en pressemeddelelse.

Uden for Samsungs hovedkvarter i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, var ti ansatte fredag morgen lokal tid mødt op for at demonstrere.

»Respekter arbejdskraften«, blev der råbt.

»Vi er ikke ude efter 6,5 procents lønstigning eller en 200 procents bonus.«

Ifølge Vladimir Tikhonov, som forsker i koreanske studier ved Oslo Universitet, er strejken historisk, selv om den i danske øjne måske virker af mindre karakter, fordi »Samsung modsatte sig faglig organisering og modarbejdere fagforeningsdannelse i så lang tid«.

Den samlede aktion viser, at »Sydkorea gradvist bevæger sig mod at give mere magt til lønmodtagere«.

Den første fagforening ved Samsung Electronics blev dannet i slutningen af 2010'erne.

/ritzau/AFP