Sahlin i spidsen for svenske »sosser«

Hun blev kendt for at svinge ministeriets kreditkort lidt for ofte til eget forbrug og røg ud i det politiske tusmørke. Men nu er Mona Sahlin tilbage på toppen som ny leder for Socialdemokraterna.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

For første gang ser det 118-årige svenske socialdemokrati ud til at få en kvinde som leder i skikkelse af den snart 50-årige Mona Sahlin. Forhenværende statsminister og snart forhenværende partiformand, Göran Persson, kan dermed gå på pension.

Selvsamme Mona Sahlin blev for godt ti år siden kendt og skandaliseret for at svinge sit minister-betalingskort lidt for ofte til private formål. Hun missede dermed muligheden for at efterfølge daværende statsminister, Ingvar Carlsson, som partileder - og statsministerkandidat.

Men i går fik Mona Sahlin oprejsning, da en intern valgkommission pegede på hende som ny formand efter at partiets tillidsfolk havde givet deres mening til kende. Formelt skal hun dog først vælges på en partikongres i marts, men står på forhånd med et komfortabelt flertal.

Det var et privatforbrug på 53.174 svenske kroner, blandt andet anvendt på Toblerone-chokolade og tøj der i 1995 udløste hendes deroute som ligestillingsminister og vicestatsminister i Carlssons regering og for en tid fik hende til at lægge politik på hylden. Kort før skandalen rullede, havde hun også erklæret, at hun gik efter partilederposten.

I stedet kastede hun sig over journalistik og foredragsvirksomhed, men formåede på det tidspunkt aldrig helt at få styr på privatøkonomien.

»Ubeskrevet blad«
Tre år senere fik hun imidlertid comeback i en regering under Göran Persson som handelsminister og siden bl.a. som integrationsminister og blev efter Socialdemokraternas valgnederlaget sidste år viceordfører i Riksdagen. Og i går stod en afklaret Mona Sahlin i partihovedkvarteret og sagde:

»Jeg har tænkt på mine økonomiske sjuskerier gennem årene og det billede, det har tegnet af mig. Men jeg har aldrig haft til hensigt at snyde, og jeg har aldrig villet rage til mig. Nu vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at have orden og styr på det.«

Hvad der er hendes poliske projekt er ikke lysende klart - udover at erobre regeringsmagten fra den borgerlige regering tilbage.

Svenske politiske iagttagere er i tvivl om, hvad hun vil og kan - og fra hendes hovedmodstander, statsminister Fredrik Reinfeldt, lyder det: »Mona Sahlin er vel i ærlighedens navn et vældigt ubeskrevet blad. Jeg kan i hvertfald ikke på fem fingre remse op, hvad hun har lavet som minister i alle disse år. Jeg kan faktisk ikke pege på noget som helst,« siger Reinfeldt.

Presset fra de socialdemokratiske partirødder om at en kvinde skulle efterfølge Göran Persson har været markant, og det har hen ad vejen bragt flere personer i spil - ikke mindst EU-kommissær Margot Wallström og udviklingsminister Carin Jämtin.

De er dog faldet fra hen ad vejen, eller har nægtet at lade sig presse til et kandidatur, og dermed er alt lagt tilrette for, at Mona Sahlin trods alle ods overtager partiet til marts.