I to år har sagen været et mysterium uden anholdte.

Men nu har fransk politi anholdt bedsteforældrene og to andre familiemedlemmer til den lille franske dreng Emile, der forsvandt i 2023, før han ni måneder senere blev fundet død.

Det skriver den offentlige anklager i en pressemeddelelse tirsdag morgen.

Et anonymt brev til politiet har fået sagen til at rulle igen, skriver det franske medie Paris Match.

Brevet førte til, at politiet gennemførte en ransagning i en landsbykirke i byen, hvor der blev fundet blodspor i en plantekasse.

Det var i den lille landsby Le Haut Vernet mellem Nice og Grenoble, at Emile Soleil forsvandt i 2023, da han blev passet af sine bedsteforældre i deres hus.

Det franske medier kommer ikke yderligere ind på, hvilke informationer der fremgik af brevet, eller hvor blodet i plantekassen stammer fra.

Bedsteforældrene til Emile Soleil er blevet anholdt for forsætligt drab og for at forsøge at skjule et lig. Derudover er to af bedsteforældrenes børn ligeledes i politiets varetægt, skriver det franske medie.

Tidligere har der floreret flere rygter om Emile Soleils fars fortid.

Her skulle politiet tilbage i 2023 havde efterforsket, om farens involvering i flere yderligtgående højreorienterede organisationer kunne have noget at gøre med drengens forsvinden og død.

»Man skaber sig en masse fjender, når man er allieret med en mand som Eric Zemmour og grupper som Action Française og Bastion Social,« sagde en efterforskningskilde til Daily Mail, kunne Berlingske dengang berette.

Det handlede mere konkret om, at politiet dengang undersøgte om Emile Soleils forsvinden kunne være en del af et hævnmotiv mod faren.