Sagen imod Charles Taylor udskudt til næste år

Krigsforbrydersagen imod Charles Taylor indledes først i januar. Hans nye forsvarshold skal have tid til at forberede sagen.

Retssagen imod Liberias tidligere præsident, Charles Taylor, blev mandag udsat. Den er nu berammet til den 7. januar 2008.

- Domstolen har det synspunkt, at det nye forsvarshold skal have bedre tid, sagde dommer Julia Sebutinde ved krigsforbryderdomstolen i Haag.

Taylors nye forsvarere, der blev udpeget i juli, havde bedt om en udsættelse af sagen til januar, så de får tid til at tygge sig igennem de flere end 40.000 dokumenter, som anklagerne har afleveret til retten.

Charles Taylor anklages for forbrydelser imod menneskeheden i forbindelse med konflikten i Sierra Leone

/ritzau/