Et flertal i Sydkoreas parlament har tirsdag besluttet, at der skal udpeges en særlig undersøger, der skal efterforske præsident Yoon Suk-yeols beslutning om at indføre militær undtagelsestilstand i landet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

En særlig komité i parlamentet besluttede mandag, at forslaget om en undersøgelse af præsidenten skulle sendes til afstemning.

I forvejen er der iværksat tre separate undersøgelser. Det er politiet, anklagemyndigheden og en afdeling, der efterforsker korruptionsanklager mod højtrangerende embedsmænd, der er gået ind i sagen.

Men oppositionspartiet Demokratisk Parti (DP) har sået tvivl om, hvorvidt de tre instanser vil lave fyldestgørende undersøgelser.

Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Det er partiet DP, der har sendt lovforslaget om en særlig undersøger til afstemning tirsdag. Partiet har flertal i parlamentet.

Yoon Suk-yeol erklærede militær undtagelsestilstand tirsdag i sidste uge.

Ifølge præsidenten skyldtes det pro-nordkoreanske kræfter i landet, der kæmpede imod hans og Sydkoreas interesser.

Som led i undtagelsestilstanden blev politiske aktiviteter bandlyst. Og Sydkoreas hær blev sendt til parlamentet.

Her brugte parlamentets medlemmer blandt andet brandslukkere til at holde soldaterne ude af bygningen.

Om natten efter, at undtagelsestilstanden trådte i kraft, vedtog parlamentet, at undtagelsestilstanden skulle ophæves.

Lørdag skulle parlamentet stemme om, hvorvidt Yoon Suk-yeol skulle stilles for en rigsret. Men de fleste medlemmer af regeringspartiet Folkets Magt (PP) udvandrede inden afstemningen.

Dermed kunne der ikke samles det fornødne to tredjedeles flertal for forslaget om en rigsret.

Der skal være en ny afstemning om en rigsretssag 14. december.

/ritzau/

Få det politiske overblik – hver dag

Nyhedsbrevet »Politisk morgenpost« er dit daglige skud af politiske opdateringer, analyser fra de fremmeste profiler og spændstige #dkpol-debatter.