Saddam-rigdomme på auktion

Saddam Husseins tidligere protokolchef har sat ejendele, der angiveligt har tilhørt den tidligere diktator til salg på nettet. Med effekterne følger livlige historier.

Et udvalg af plakater med den fordrevne diktator Saddam Hussein forskellige steder i Bagdad. Nu bliver flere af de værdier, han smykkede sig med sat til salg. Foto: Claus Bjørn Larsen / Scanpix. Fold sammen
Læs mere

Haitham Wihaib, der var Saddam Husseins protokolchef i en årrække, indtil han i 1994 hoppede af og flyttede til London, har på sin egen hjemmeside sat blandt andet Saddams speciallavede Rolex-ur til salg.

I forbindelse med auktionen har han fortalt tabloidavisen Daily Mail, hvordan han kom i besiddelse af de kostbare genstande.

Han fortæller blandt andet til avisen, at Saddam Hussein ved en lejlighed havde været i Bagdad hos en af sine elskerinder. Det var Wihaibs job at tjekke rummet for, om Saddam skulle have glemt noget. Det havde han: Et diamant-udsmykket guld-Rolexur vurderet (og ifølge Daily Mail bekræftet) til en værdi af godt 1 million kroner.

Wihaib løb efter Saddam, der var ved at stige ind hos sin chauffør i den ventende Mercedes.

»Deres excellence, deres excellence, De glemte deres guld-Rolex,« fortæller Wihaib.

Saddam vendte sig mod ham med et tilfreds ansigtudtryk, der tydede på en tilfredsstillende aften. Han smilede og bad Wihaib beholde uret.

Efter eget udsagn har Wihaib siden smuglet genstandene ud fra Irak, da han hoppede af til Storbritannien i 1994. Forinden var han blevet fængslet adskillige gange efter at være kommet på kant med Saddam Hussein.

Uret, der er hovedattraktionen, er sammen med andre effekter sat til salg på Wihaibs hjemmeside. Der er ure, smykker, penne og tøj. Til flere af effekterne følger - ifølge Wihaibs forklaring - eksotiske historier.

Tag for eksempel en Cartier-pen sat til salg for omtrent 27.000 kroner. Den skulle efter Wihaibs ord have været brugt til at underskrive dødsdomme - både kriminelle, men også til personer fra Baath-partiet, som Saddam var raget uklar med.

Der er intet bevis for at genstandene har tilhørt Saddam Hussein. Wihaib har siden sin flugt fra Irak holdt foredrag i USA, Sydamerika, Japan og Australien ud fra sin rolle som en af Saddams nærmeste.