Sådan skal du gøre, hvis du som politiker har tilsvinet Donald Trump

Mange store politikere og statsledere har ytret hårde ord om Donald Trump, før han blev præsident. Disse politikere skal nu samarbejde med manden, de har fornærmet, og det nytter ikke at undskylde eller trække i land. Sådan lyder det fra erhvervspsykolog Majken Matzau.

Foto: MICHAEL REYNOLDS. Barak Obama og Donald Trump mødtes i går. Nu starter en tid, hvor præsidentjobbet galant og let skal overdrages, og derfor nytter det ikke, at man ikke kan samarbejde. Erhvervspsykolog Majken Matzau siger, at politikerne må glemme de nedrige kommentarer, der er blevet sagt. 
Læs mere
Fold sammen

Donald Trump var langt fra alles favorit til præsidentposten.

En række af verdens statsledere og mest magtfulde politikere talte lige ud af posen før præsidentvalget. Ordene, der kom ud af deres mund, var ikke just venlige - ja vel nærmere Trump-fjendtlige.

Alt andet lige bliver Trump USAs næste præsident, og der er ingen vej uden om et samarbejde. Verden skal bestå, også med ham ved det amerikanske ror.

Erhvervspsykolog Majken Matzau har et råd til dem, der har trådt Trump over tæerne. Og det er ikke at lære tilbagetogets kunst og æde sine ord.

»Det bedste, man kan gøre er - som Hillary Clinton gjorde i sin tale efter nederlaget - at anerkende, at Donald Trump er blevet præsident. At det er tid til at kigge fremad, og at man vil gøre sit bedste for at skabe et godt samarbejde og for at få tingene til at fungere bedst muligt. Saglighed er nøglen,« siger Majken Matzau og understreger:

»Kunsten er ikke at trække i land eller undskylde. Man skal ikke åbne op for Pandoras æske. I en situation som den her bliver det kun værre af at undskylde, for så vender man fokus mod de negative ting og fortiden.«

Forgive and forget. Ganske enkelt.

»Det er bedst at glemme alt, hvad der er fløjet gennem æteren af nedrige kommentarer og gå konstruktivt til værks ved at sætte fokus på fremtiden,« siger Majken Matzau.

Det er »gamet«

Nogle af dem, der åbenlyst har kritiseret Trump, er Frankrigs præsident, François Hollande, den mexicanske præsident Enrique Peña, Tysklands udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier og vores egen udenrigsminister Kristian Jensen.

Hollande har blandt andet udtalt, at Trumps »udskejelser giver en lyst til at kaste op«, og Peña har sammenlignet Trumps retorik med Mussolinis og Hitlers fremtog. Steinmeier kaldte Trump en »hadprædikant«, og Kristian Jensen sagde til DR i marts, at Trump var »et lod i tombolaen«, og at »han skifter jo holdninger, som vi andre skifter undertøj«.

Alligevel er Majken Matzau er ikke i tvivl om, at politikerne, der ellers er imod Trump, kan samarbejde med ham. For dens slags udtalelser er nemlig en del af spillet.

»Hvis politikerne er gode til at forholde sig professionelt, så betyder det mindre, at de ikke kan lide hinanden, men de er jo stadig mennesker, så selvfølgelig har det en betydning. Det vil smitte af på energien i rummet og måden, som de taler til hinanden på. Det hele bliver lidt mere aggressivt, men det er en del af det politiske »game«. Og det kan politikerne godt håndtere,« siger Majken Matzau og tilføjer:

»Det skal fungere, for hele verden står på spil. Det er indbegrebet af diplomatiets kunst.«

Majken Matzau tror heller ikke nødvendigvis, at verdens politikere skal gå på listetæer over for Trump.

»Jeg tror ikke, at man skal være så bange for at have fornærmet Donald Trump, for han fungerer på en helt anden måde. Der er lidt cowboy over ham. En »gunfight« er ikke noget, som han bliver fornærmet over,« siger hun.

En af dem, der for alvor får sat sine samarbejdsevner på prøve netop nu, er USAs nuværende præsident Barack Obama. Obama og Trump har åbenlyst haft en række »gunfights«, men samarbejdet er nødvendigt i overdragelsen af præsidentjobbet.

Obama har flere gange sagt, at han ikke mener, at Trump er egnet til at være præsident. Obama understregede det senest ved et valgmøde for Hillary Clinton i Florida.

»Hvis man ikke kan håndtere en Twitter-konto, kan man heller ikke håndtere koderne til atomvåben,« sagde Obama med henvisning til, at Trumps kampagnefolk angiveligt tvang præsidentkandidaten til at tweete med en redaktør på sidelinjen.