Sådan sank flagskibet »Moskva«: Hvis raketsystemet er forældet, er ildslukkere ikke nogen redning

Ukraine udnyttede krydserens mangler til at sænke den, skriver Andrej Gorbatjevskij, der er ingeniør og radarsystemdesigner i en teknisk analyse af angrebet. Artiklen er oversat fra den russiske avis Novaja Gazeta.

 
»Moskva« beskrives som flagskibet i den russiske sortehavsflåde. Video: AP/Ritzau Scanpix. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Berlingske bringer i dag artikler fra den russiske avis Novaja Gazeta, som ikke længere kan udkomme i Rusland. Det sker som led i en europæisk aktion, hvor aviserne Gazeta Wyborcza, The Guardian, TAZ, Le Monde, Libération og La Stampa også bringer stof fra Novaja Gazeta.

På nuværende tidspunkt er der på baggrund af katastrofen med krydseren »Moskva« nedsat en særlig kommission under forsvarsministeriet.

Øjensynlig går jagten på syndebukke nu ind sammen med en undersøgelse af skibets officerer, men at give dem skylden må komme i sidste række. Man må først få rede på, hvilke muligheder forsvarsministeriet havde givet dem for at forsvare sig med flagskibets antiluftskyts.

Flagskibet blev ramt af to lavtgående sømålsmissiler af typen Neptun. Disse missiler trænger mere effektivt igennem et skibs antiluftskytssystem, jo lavere højde de flyver i.

Stærkt forældet

Antiluftskytssystemet ombord på »Moskva« var stærkt forældet. Oven på broen var der monteret en overvågningsradar af typen Fregat, hvis antenne roterer hele vejen rundt og sikrer en langtrækkende måldetektion.

Bag broen befinder sig et ekstra tårn med et radar- og missilstyringssystem til brug ved mellem- og langtrækkende missilforsvar (C-300/SA-10 Grumble if. NATOs klassifikation).

Højden på dette tårn er mindre end højden på broen. Således spærrer broen for en hel sektor af missilstyringssystemet mod fartøjets stævn, hvor antiluftskytssystemet så ikke kan affyres. Endnu en mangel ved C-300 er, at der kun er én antenne, som skal drejes mekanisk i den retning, angrebet kommer fra.

Dette radarsystems antennebredde giver en sektorudsigt på 100 grader, det vil sige, at raketsystemet ikke kan reflektere et samtidigt angreb i forskellige sektorer.

På fartøjet findes yderligere et kortrækkende missilforsvarssystem af typen ОСА (SA-8 Gecko if. NATOs klassifikation), som har aldersrekorden i design, nemlig 50 år.

Missiler med bedre styresystemer

I 80erne fløj de lavtgående sømålsraketter i en højde af cirka ti meter, og C-300 kunne – omend med stor vanskelighed – skyde dem ned. I dag flyver vores lavtgående sømålsraketter X-35 (forbillede for Neptun) i en højde af tre til fem meter.

Vi kender ikke egenskaberne for selve missilet Neptun, men det er blevet designet for ret kort tid siden, derfor er det forventeligt, at dets styresystem er bedre end det på X-35, og at det er kommet under en flyvehøjde på tre meter.

Med hensyn til anvendelse af lavtgående sømålsmissiler i kamp var det netop Kharkovs institut for radioelektronik, der beskæftigede sig med disse spørgsmål i sovjettiden, og derfor forstår de bedre end nogen, hvorfor det er vigtigt at minimere flyvehøjden.

Problemet består i, at havoverfladen som et spejl reflekterer den del af radarstrålen, som rammer havet, og den resulterende stråle presses opad. Resultatet er, at det først lykkes at opdage sømålsmissilet, når det er mindre end ti kilometer fra fartøjet, og på dette tidspunkt er det muligt, at man ikke når at skyde det ned.

For at strålen udelukkende rammer sømålsmissilet og for at formindske strålingen på havet, skal skibets radarsystem have en meget snæver stråle – ikke mere end 0,5 grader.

Så øges rækkevidden for at opdage et sømålsmissil til 10-20 kilometer. Undertegnede fremsendte allerede i 2015 forslag til konstruktion af et sådant radarsystem, som ved beskedne omkostninger kunne sikre et allroundforsvar, men forsvarsministeriet fattede ikke interesse for forslaget. Raketsystemet ОСА har en bredere stråle og er derfor i praksis ikke egnet til at træffe et sømålsmissil.

Havde der blot været et enkelt missil, havde det været muligt at overleve, men når skibet bliver ramt to gange, falder chancerne drastisk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Denis Sinyakov/Reuters/Ritzau Scanpix.

Svagheden ved selve flagskibet »Moskva« er, at man ved konstruktionen ikke benyttede stealth-teknologi. På fartøjets dæk er der desuden anbragt en mængde anordninger som antenner, både og så videre, som reflekterer radiobølger.

På grund af den øgede synlighed kan sømålsmissilets selvstyrende hoved opdage skibet på 20-40 kilometers afstand. Og at skjule skibet – selv ved hjælp af radarstøjsendere – kan ikke lade sig gøre.

Sådan skete det

Det er muligt, at ukrainerne har opdaget »Moskva« ved hjælp af en Bayraktar-drone, og at sømålsmissilet nærmede sig krydseren fra stævnen.

I denne sektor kan C-300 ingenting se, og det kortrækkende raketsystem OCA har dårlig træfsikkerhed. I cirka tre kilometers afstand fra skibet foretager sømålsmissilet en sideværts manøvre og rammer skibssiden.

Havde der blot været et enkelt missil, havde det været muligt at overleve: Missilets 150 kg sprængladning vil ikke kunne sænke et skib på mere end ti tusind ton, men når det bliver ramt to gange, falder chancerne drastisk.

Forsøgene på at skyde skylden for katastrofen på fartøjets brandslukningssystem giver ingen mening. Hvis raketsystemet er forældet, er ildslukkere ikke nogen redning.

Der er fremkommet helt grinagtige forsøg på at retfærdiggøre katastrofen – som at sømålsmissilets flyvning blev camoufleret af radarstøjsendere, som udgik fra Rumænien. En støjsender, som befinder sig på omkring 200 kilometers afstand, kan på ingen måde dække en raket, som er kommet inden for mindre end ti kilometers afstand.

I vores flåde er der kun to nye fregatter (af typen »Admiral Gorsjkov«), som kan sikre en form for antiluftskytsforsvar. Der er ingen sådanne skibe i Sortehavet. Derfor skal vores sortehavsflåde i øjeblikket ikke bevæge sig uden for Sevastopol.

Ovenstående analyse er skrevet af Andrej Gorbatjevskij, ingeniør og radarsystem-designer, for Novaja Gazeta og oversat af Dorte Gabel.