Sådan blev Facebook til Falskbook

Facebook vidste allerede i foråret, at selskabet havde et kæmpeproblem med falske nyheder fra falske medier fra både højre og venstre. Men gjorde ikke noget af frygt for at støde især højrefløjen.

Facebook vidste allerede i foråret, at selskabet havde et kæmpeproblem med falske nyheder fra falske medier fra både højre og venstre. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Facebook vidste udmærket, at det havde et problem med falske nyheder og falske medier

Millioner læste, at pave Frans havde tilsagt Donald Trump sin støtte, og at Hillary Clinton havde købt våben for 200 mio. dollar for at udruste sin egen milits. Og flere millioner læste, at en FBI-agent, som efter­forskede Hillary Clinton, blev fundet myrdet, og at 12 kasser med titusindvis af falske Hillary-stemmesedler blev fundet på et lager i Ohio. Ligesom de læste et fiktivt Donald Trump-citat fra 1988, hvor han til People Magazine udtalte, at han, hvis han en dag ville forsøge at blive valgt som præsident, ville stille op for republikanerne, fordi deres vælgere var så dumme.

Den slags historier var frit opfundne, men de blev læst som nyheder og delt og delt og delt, og de satte sig som en »enorm fedtkugle« i informationsstrømmen, skriver redaktør Max Read fra magasinet New York.

Og cheferne hos Facebook vidste, at den var gal. De vidste, at verdens førende sociale medie for længst var vokset fra at være en virtuel og harmløs nabosnak, skriver det amerikanske tech-medie Gizmodo mandag. Mediet har talt med to »personer med direkte kendskab til selskabets beslutningsproces,« og de pågældende bekræfter, at Facebook i foråret var i færd med en massiv selvransagelse – og havde udviklet et program, som kunne sortere falske nyheder og falske medier fra informationsstrømmen. Facebook »havde redskaberne til at stoppe de falske nyheder,« siger den ene af kilderne.

Men hvorfor i himlens navn gjorde Facebook det så ikke?

Det vender vi tilbage til.

Varm efterglød

I 2011 solede Facebook sig i den varme efterglød fra det arabiske forår. Og hvorfor ikke?

I Egypten begyndte oprøret med, at den 29-årige Wael Ghonim oprettede en Facebook-side, hvor han rasede over politidrabet på en aktivist. »I dag dræbte de Khaled Said,« skrev han, »og hvis vi ikke handler nu, vil de dræbe os i morgen.« Ghonim døbte sin side »Vi er alle Khaled Said,« som New York Times dengang skrev.

»Sådan begyndte en egyptisk revolution på Facebook,« som overskriften hed.

Facebook og de andre sociale medier var tydeligvis til mere end hæksnak, hunde­billeder og Jim Lyngvild. De var kræfter – eller redskaber – i skabelsen af historien. De var ankommet.

I den socialmediale eufori var det nemt at overse den logiske antitese til begivenhederne.

Hvis Facebook kunne bruges til at skabe, hvad der var en potentiel positiv forandring, så kunne Facebook også bruges til det modsatte. Så kunne Facebook også agere som redskab for de værste og mest destruktive kræfter. Tag den rolle, som en forløjet stemme i radioen spillede ved folkemordet i Rwanda eller tag den effekt, som rygter spillede op til pogromer i Rusland og Polen – og så er det ikke svært at forestille sig den gennemslagskraft, som kombinationen af Facebook og falske nyheder kan have.

Men indtil for nylig har de øverste lag hos Facebook og andre sociale medier haft en belejlig – og måske villet – naiv holdning til deres skyggeside. Facebooks stifter og chef, Mark Zuckerberg, har vedholdende hævdet, at hans medie blot var en opslagstavle for, hvad folk gerne ville tale om, og at Facebook ikke influerede folks politiske holdning.

»Det er blot en af mange måder, som folk får deres politiske oplysninger på,« som han fastholdt så sent som i sidste uge.

Men dermed forsøger Facebook at jonglere topmålet af hykleri, som tech-iværksætteren Anil Dash skrev i en serie af tweets for nylig. På den ene side markedsfører Facebook sig hos annoncørerne på at være enestående gode til at influere folk. På den anden side – og når det brænder på – forsvarer Facebook sig med, at det ikke influerer brugerne.

»Zuckerberg har den samme blinde vinkel, som jeg havde, da jeg først begyndte med at bygge socialmediale redskaber: Vi vil kun have æren for gode resultater. Når to brugere mødes på vores platform og forelsker sig, så fortæller vi historien. Men når sårbare børn bliver chikaneret, så hævder vi, at det er et neutralt redskab, og at det ikke har noget med os at gøre.«

I de tidlige socialmediale år kunne man undskylde sådan et hykleri.

»Men i dag – i dag er der ganske enkelt ingen undskyldning længere,« tweetede Dash.

Dræbt agent

Og dermed er vi tilbage ved det amerikanske præsidentvalg.

For mens det arabiske forår viste, hvad Facebook potentielt kunne bruges positivt til, så viste det amerikanske præsidentvalg, hvad Facebook potentielt kunne bruges destruktivt til – for valget førte til en eksplosion af falske nyheder, som Berlingske beskrev i en artikel søndag.

For at tage et eksempel på en historie, som blev delt 100 gange i minuttet i dagene op til valget:

Denver Guardian kørte via Facebook en historie om en FBI-agent, som efterforskede email-sagen mod Hillary Clinton. Nu var han fundet død ved et mystisk mord/selvmord, og huset var stukket i brand bagefter.

Lokalavisen Denver Post undersøgte historien og konkluderede, at den var falsk, og at mediet Denver Guardian var falsk. Dets redaktions­adresse var et træ på en forladt bygge­plads, og brandbilledet, som blev bragt sammen med historien, var et urelateret internet­billede fra 2010, og personerne og stederne nævnt i artiklen eksisterede ikke i virkeligheden.

Men ikke desto mindre var det den slags historier, som blev delt.

Buzzfeed kulegravede højre- og venstre­orientede fora på Facebook og konstaterede, at begge politiske fløje gjorde i falske nyheder, men at højrefløjen var værst. På de to højreorienterede fora Freedom Daily og Eagle Rising var henholdsvis 70 og 93 pct. af alle delinger af falske eller mestendels falske historier.

Om det har nogen effekt? Ja. 44 pct. af amerikanerne får primært deres nyheder fra Facebook, og 20 pct. af brugerne af de sociale medier siger, at de har ændret mening som følge af noget, de har læst på Facebook eller andre sociale medier, oplyser Pew Research.

Facebooks Mark Zuckerberg har nedtonet tallene og effekten af dem – og også oplysningerne om, at falske nyheder bliver delt meget mere end sande nyheder – men han ved i virkeligheden bedre, siger en forsker i politik og sociale medier, lektor Zeynep Tufekci til New York Times.

»Den falske historie om, at pave Frans støttede Trump, blev delt en mio. gange og formentlig set eller læst af snesevis af millioner af mennesker. Og der var ingen, som læste dementiet.«

»Selvfølgelig havde Facebook stor ind­flydelse på valgresultatet.«

Og det ved de godt i direktionslagene hos Facebook, har både New York Times og Gizmodo afsløret. De to medier beskriver, hvordan ledergrupper har holdt tilbagevendende beredskabsmøder for at finde ud af, hvordan de skulle komme problemet til livs, og de var klar over både effekten af problemet og Facebooks ansvar for det.

Og de havde angiveligt også en løsning klar i foråret, skriver Gizmodo.

»Cheferne blev briefet om en opdatering til Facebooks News Feed, og opdateringen ville have identificeret falske medier og historier. Men opdateringen ville uforholdsmæssigt have ramt højreorienterede sites ved at ned­gradere eller fjerne deres indhold fra brugernes sider,« skriver Gizmodo.

På det tidspunkt var Facebook under beskydning fra højreorienterede grupper, som mente, at etablerede medier som New York Times og USA Today var overrepræsenteret i News Feed – og Facebook besluttede derfor at skrotte opdateringen. »De havde absolut redskaberne til at stoppe de falske nyheder, men der var en massiv frygt for at træde på de konservative efter kritikken af News Feed, og mange af beslutningerne blev fanget i det spil,« siger en kilde til Gizmodo.

Dermed fik de falske nyheder lov til at fortsætte, og resulatet er et nyt medieparadigme, som Max Read skriver i magasinet New York.

»Hver gang et nyt medie udvider massemediernes publikum, (...) forstyrrer det magt­balancen, som baserede sig på den hidtidige struktur. Hvis du troede, at radio forandrede politik, så vent og se, hvad TV kan. Hvis du troede, at TV forandrede politik, så vent og se, hvad Facebook kan. Og svaret på sidstnævnte har vi fået. Det er lige sket.«