Så slemt er det at løbe i Beijing

Hvordan træner man til et maraton, når man bor i Beijing, der er en af verdens mest forurenede byer? Det er svært. Og det er der tre grunde til.

Foto: Jens Hage

For det første er der trafikken, veje og fortove. Man klemmer ikke bare dellerne ned i et sæt løbetøj og spurter ud ad døren. Medmindre man da vil køres ned af en æselkærre lastet med nektariner, almindelige cykler, elektriske cykler, knallerter, golfbiler, scootere, trehjulede ladcykler, motorcykler, biler eller lastbiler, som alt sammen er køretøjer, som jeg blot i denne uge har sprunget rundt imellem for at undgå at blive kørt ned af. De kommer fra alle retninger og er overalt, og hvis de har et horn installeret, så er det også trykket i bund. Derudover kommer de ujævne fortove med fliser, der stikker op overalt, og som er relativt svære at flytte med storetæer eller fortænder. Men tit kan man nu ikke engang løbe derinde, for biler og andre køretøjer bruger det som parkeringsplads, så man hurtigt bliver presset ud i trafikken på vejbanen.

Men jeg kan jo bare løbe ude i naturen. Den skulle vist ligge et sted uden for bygrænsen. Problemet er bare, at det tager timer at køre derud. De 22 millioner indbyggere i den kinesiske hovedstad har i dag fået så mange penge mellem hænderne, at der kommer 2.000 nye biler på gaden hver dag. Beijing er blevet til en trafikprop. Og så er der problem nummer to. Langt det værste. For bilerne er med til at give en luftforurening, der er nærmest umulig at forestille sig, medmindre man har oplevet den. En af mine gode venner har to drenge. En på fire måneder og en på to år. Hver dag holder han og hans kone øje med den amerikanske ambassade her i byen, som laver målinger af forureningen. Tallene viser, om drengene kan komme udenfor. For det er især de første par år, hvor blandt andet lungerne bliver færdigudviklet, at luftforureningen kan gøre skade. Og det går især ud over den store, som min ven næsten dagligt beklager. Hver aften kan man se, hvordan ungen ikke har fået brændt krudtet af og derfor spæner rundt i lejligheden og er ved at eksplodere af energi.

Så når jeg brokker mig over, at jeg ikke kan passe min træning, så er det selvfølgelig intet imod den dårlige samvittighed, som min gode ven føler. Hvor slem er forureningen så? Man måler de små partikler i luften med Air Pollution Index (API). Det er en skala, der går fra 0-500. På en slem dag i myldretiden i København er der måske 50 API. Fredag i sidste uge var den på 569 i Beijing. Den hidtil mest møgbeskidte dag i flere år. Uden for skalaen. Normalt løber jeg aldrig udenfor, når API er over 150. Ellers får jeg det fysisk dårligt efter et par timers løb. I stedet går jeg ind på et løbebånd i mit fitnesscenter, hvor de har filtre på deres aircondition. Så hvordan træner man til et maraton, når man bor i Beijing? Der er tre udfordringer. Forurening, trafik og ikke mindst kedsomhed. For 30 kilometer på et løbebånd er eddermame ikke en spændende oplevelse. Og det er faktisk den største udfordring. Kedsomheden. Men bare tanken om til foråret at kunne spæne rundt i den rene og friske luft i Europa er nok til at jeg fortsætter. Forhåbentlig.