»Så skete det, midt i al idyllen. Vi hørte hvislen - og kort efter nedslaget«

Berlingske har besøgt fronten i Ukraine, hvor ukrainere og russisk-sindede oprørere kæmper blodige kampe trods aftale om våbenhvile. Midt i krigszonen bor Sergej og Olga, som fotograf Asger Ladefoged og Moskva-korrespondent Simon Kruse fulgte gennem en majsmark, mens granaterne faldt omkring dem. Få historien her.

KLIK DIG GENNEM FOTOFORTÆLLINGEN. De hører hvislen. Og nedslaget. En bombe falder foruroligende tæt på Sergej og Olga, der bor midt i krigen, hvor oprørerne og ukrainerne dagligt skyder mod hinanden. Det er ved at blive mørkt, så de ved godt, at det er nu, bombardementerne normalt tager til. Efter et par sekunders venten løber de begge over marken med solnedgangen i ryggen. Tilbage til huset, hvor de føler sig lidt mere sikre, selvom de begge to godt ved, at taget over dem ingen forskel gør, hvis en mortérgranat slår ned. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I forrige uge fik jeg indsigt i en virkelighed, der ligger umådeligt fjernt fra den, jeg normalt befinder mig i.

På en reportagetur til det Østukraine blev min kollega Simon og jeg inviteret hjem til kæresteparret Sergej og Olga. Det var torsdag aften og spændingerne mellem oprørerne og ukrainerne var på vej til at nå sit vanlige niveau i takt med, at natten nærmede sig. På gåturen ned til deres hus fortalte Sergej og Olga om deres liv, og om den situation de befinder sig midt i.

Selv om jeg kun fik samtalen brudvist oversat af Simon, der taler russisk, var det stadig nemt at mærke den gode energi omkring parret. Empatiske, åbne og varme. For tiden var de godt tilfredse. Nu havde de nemlig både mobilforbindelse, vand og el, og man kunne gå en aftentur i byen. Alt sammen fortalte de, imens skududvekslingerne og eksplosionerne blev højere og oftere i takt med, at vi nærmede os deres hus. Kort efter ankomst var vi på vej videre til et par af deres nabohuse, de gerne ville vise os. De var bombet sønder og sammen.

Klokken nærmede sig syv, og selv om vi spiste hindbær fra naboernes efterladte buske, havde solnedgangen i sigte og nød de 30 grader, vidste både Simon og jeg godt, at vi var udsatte ud over det sædvanlige. Under hele turen var vi blevet holdt ved selskab af store drøn og skud. De var tæt på, men omvendt ikke nok til at få hverken Sergej eller Olga til at vende om, så hvorfor skulle vi? De skudsikre veste og hjelme lå efterladt på millitærbasen, hvor vi mødte Sergej og Olga. Vi skulle jo blot besøge et kærestepar i byen, som vi tilfældigvis delte med dem et par nætter.

Samlet gik vi tilbage mod deres hus, først under et hegn og derefter gennem majsmarken. Men så skete det, midt i al idyllen. Vi hørte hvislen, og kort efter nedslaget. Nu var det højt nok til at få både Olga og Sergej til at stoppe op. Men stilheden indtraf igen og vi gik videre tilbage mod huset. Lyden kom desværre igen. Denne gang meget højere og meget voldsommere, og denne gang nok til, at ingen var i tvivl om, at vi var i fare. Instinktivt sad vi alle på hug i græsset, kiggende og afventende, og så løb vi. En ny eksplosion lød, alt imens vi spurtede mod huset og den fiktive sikkerhed. Men sikkert føltes det, da vi var fremme, selv om det kun var få hundrede meter fra, hvor vi få sekunder tidligere sad fastfrosset i græsset.

»Det var 60-70 meter væk,« sagde Sergej om det sidste granatnedslag. Om det passede, ved jeg ikke, men fem minutter efter sad vi samlet om deres køkkenbord, sveden var fordampet, og Olga satte en skål friske jordbær på bordet.

Olga og Sergej i sikkerhed i deres hus kort efter granatnedslagene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

I skrivende stund befinder jeg mig det mest fredfyldte sted, jeg kender: Mine gode venners ødegård i Sverige. I en virkelighed umådeligt fjernt fra den, jeg oplevede forrige torsdag, men som Sergej og Olga stadig befinder sig i. Hvor ironisk og smådumt det end lyder, har jeg efterfølgende brugt en del tid og energi på at acceptere, at telefonen, jeg troede filmede en video, mens vi løb gennem majsmarken, ikke gjorde det, og at billedet af Olga og Sergej kun viser en brøkdel af de omstændigheder, de lever under. I virkeligheden burde jeg nok blot være glad for, at jeg stadig kan føle virkeligheden.

Læs Simon Kruses reportage fra fronten her: »Om dagen er der stille. Om natten begynder krigen«