Så mistede Trump besindelsen

Hvornår gik det op for Trump, at han tabte debatten i går? Cirka 06.48 i morges, da Fox stillede ham et par ubehagelige spørgsmål. Og så mistede han besindelsen.

Trump. Fold sammen
Læs mere
Foto: LUCAS JACKSON

WASHINGTON: »Hvorfor snøftede du. Er der noget i vejen med dig«. Spørgsmålet blev stillet i morges til den republikanske kandidat, Donald Trump, af intet mindre end tv-stationen Fox-morgenværterne i kanalens morgenudsendelse. Dermed ramte man en blød nerve hos Trump, der gik i pindsvinestilling øjeblikkeligt.

For Trump snøftede sig igennem debatten med højlydte lyde fra næsen. Han virkede undertiden anstrengt. Drak vand og snøftede videre. Og det er sket mange gange før. Det er ikke ukendt fænomen hos ham, og mange mener, at han lider af en eller anden form for allergi, som der jo heller ikke er noget i vejen med. Men Trumps læge har erklæret ham for den sundeste person, der nogensinde har stillet op til den vigtige stilling som USAs præsident, og så fejler man ikke noget.

»Mikrofonen fungerede ikke. Det var en elendig mikrofon«, sagde Trump, som ovenikøbet antydede, at tv-selskabet NBC, som havde stillet med vært og elektronisk udstyr til debatten, havde manipuleret med mikrofonen for at få ham til at virke latterlig på scenen. Og værten selv, Lester Holt, blev med forsinket virkning beskyldt for at være i ledtog med Clinton kampagnen, fordi han afbrød Trump flere gange, end han afbrød demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton.

»Jeg fik desuden en række unfair spørgsmål af Lester Holt. Meget unfair«, sagde Trump, der igen antydede, at han ville droppe pænheden i næste debat og gå efter Hillary Clintons mand, Bill Clintons utroskab, da han var guvernør i Arkansas og USAs præsident. Denne trussel kom, efter at Trump flere gange blev lokket i en fælde af Clinton, da hun bragte det frygtede kvindespørgsmål op og så sent i udsendelsen, at det var umuligt for ham at gå til modangreb.

Trump reagerede øjeblikkeligt, da Clinton remsede op, hvad han havde kaldt kvinder gennem tiderne - grise, hunde og grimme og fede - og bragte selv skuespilleren og bloggeren Rosie O'Connell, som han i årtier har haft en strid med, på banen - en kvinde som han ganske rigtigt har kaldt det værste.

Men hun har heller ikke holdt sig for god til at kritisere Trump i alle sammenhænge. Det er hende, der ofte har taget de fleste stød, når Trump har skældt ud på kvinder. Men hun er ikke den eneste, Clinton henviste til. Mere direkte henviste demokraternes kandidat også til en tidligere skønhedsdronning - en latina ved navn Alicia Machado, som Trump havde kaldt »Miss Piggy« i 1990erne, da hun tog på i vægt og skældte hende ud for at være fed og grim.

Men alt det tog han nogenlunde i stiv arm i går under debatten. Men dagen derpå er det ifølge flere personer tæt på kampagnen gået op for ham, at det stod værre til, end han troede. At han rent ud sagt tabte store dele af debatten. For han har langsomt, men sikkert varmet op til det helt store vulkanudbrud á lá Trump ved f.eks. at antyde, at ved næste debat, så bliver der gået til stålet. Sandheden om Bill Clintons utroskab vil komme for dagens lys.

Hvorfor bragte han ikke det op i går? »Jeg ville ikke såre deres datter, Chelsea, der sad på forreste række«, sagde Trump. »Hun er en sød kvinde«, sagde han.

Så enten bliver Trumps fløjshandsler, hvis de findes, taget af ved næste debat den 9. oktober. Eller også gør han det mest utraditionelle. Melder sig ud af tv-debatterne. Det sidste ligger trods rygter ikke i kortene endnu. Hans spindoktor Kellyanne Conway afviste forlydendet i går. Men ingen ved, hvad der sker, hvis låget for alvor ryger af.