Så kom Sverige på forsiderne

Svensk minister afviser internationale overskrifter om, at Sverige er klar til at sende op mod 80.000 asylansøgere hjem i år. Det kommer til at tage flere år.

Læs mere
Fold sammen

Stockholm: I flere uger har det været stramningerne af de danske asylregler, der har trukket overskrifter rundt om i verden.

Torsdag kom så turen til Sverige, da medier som BBC, Sky News, Time og The Guardian med reference til et svensk medie kunne fortælle, at regeringen har bedt politiet og Migrationsværket om at forberede udvisningen af op mod 60.000 til 80.000 asylansøgere.

Men Sverige kommer hverken til at sende 60.000 eller 80.000 afviste asylansøgere ud af landet i år, siger migrationsminister Morgan Johansson.

For selv om et stort antal af de godt 160.000, der søgte asyl sidste år, ikke får lov til at blive og derfor må vende tilbage til deres hjemlande, så dækker tallet 80.000 blot over et regneeksempel.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT baseret på, at cirka 45 procent af de, der søgte asyl sidste år, vil få afslag.

- Det handler jo ikke om 60.000 eller 80.000 på ét år. Det vil blive spredt ud over et antal år fremover og vil bero på, hvornår de får behandlet deres ansøgninger, siger Morgan Johansson ifølge TT.

Han erkender, at de svenske myndigheder står over for en stor udfordring med de mange tusinde asylansøgninger, der skal behandles og føres ud i livet.

- Og jeg vil mene, at antallet vokser fra og med næste år, 2017, eftersom vi har over et års behandlingstid, siger han.

Migrationsministeren understreger, at flere asylansøgere i Sverige må forvente at få afslag i takt med, at reglerne strammes.

Men han har ikke givet myndighederne et tal på, hvor mange der skal afvises hvert år.

- Det er utrolig svært at vide, siger han.

Hvor meget udvisningerne kommer til at koste den svenske stat, kan indenrigsminister Anders Ygeman ikke svare på, men ifølge politiet er der brug for ekstra ressourcer.

I dag arbejder omkring 1000 betjente i grænsepolitiet, og chefen for politiets nationale grænsepoliti, Patrik Engström, har efterlyst en fordobling.

Derudover bliver det svært at gennemføre de mange udvisninger, da lande som Irak, Eritrea, Afghanistan og Somalia ikke ønsker at samarbejde.

/ritzau/TT