Så gik Trump TV i luften - sådan da

USA-Valg: Trumps folk tager et nyt medievåben i brug. Facebook TV, ligesom Filippinernes omstridte præsident Rodrigo Duterte og Tyrkiets præsident Erdogan gjorde det under kuppet. Og med samme argumenter. De korrupte medier gengiver ikke sandheden.

Foto: JONATHAN ERNST

WASHINGTON: Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, tager nu Facebook TV i brug for at nå ud til sine vælgere. Premieren på udsendelsen var mandag aften, og forsøget lykedes ifølge kampagnen over al for ventning, selv om de tørre tal viste, at kun 60.000 mennesker satte sig til rette og så udsendelsen.

Trump har jo erklæret, at de traditionelle medier er gennemkorrupte. Derfor er det naturligt at benytte sig af Facebook TV for at nå vælgerne, siger hans ledende kampagnefolk.

Premieren var i går, og alle spørger sig, om det var pilotudsendelsen for det »Trump TV«, som alle regner med vil blive etableret, hvis han taber præsidentvalget den 8. november. For hans magtbase vil i princippet være stor nok til en sådan tv-station, som i så fald vil være Foxs største konkurrent, selv om de fleste medie-folk siger, at det nok vil være sværere end Trump tror at skabe et helt nyt tv.-koncept på baggrund af Trumpspræsidentkampagne.

De tre frontløbere i udsendelsen var Boris Epshteyn, Trumps rådgiver, som både bogstaveligt og åndeligt talt er en fighter. Han har ud over flere akademiske grader også et problem med at styre sit temperament, hvilket har indbragt ham en dom på samfundstjeneste efter en slåskamp i en bar og efterfølgende psykologbehandling for at lære at styre sin vrede. Og Cliff Sims, som er en kendt radiovært og stifter af højrefløjsmedieer Yellow Hammer. Og selvfølgelig Trumps bredt anerkendte spindoktor Kellyanne Conway, som har været den person, der mere end nogen anden har skabt Trumps »nye« kampagne og periodevis gjort ham mere afdæmpet end tidligere. Sammen selvfølgelig med en lang række gæster fra Trumps kreds af venner og familie.

Og der blev i den første udsendelse heller ikke lagt fingre imellem om mediernes utroværdighed, om demokraternes præsidentkandidat Hillary Clintons ditto lige fra email-sagen til aktuelle spørgsmål om både Clintons forbindelser til tvivlsomme politikere og hendes venner på Wall Street og selvfølgelig sluttende af med en af Trumps taler om det, han vil foretage sig de første 100 dage i Det Hvide Hus.

Selv om det ifølge kampagnen var en bragende succes, så var de nøgne tal, at 60.000 mennesker slog ind på udsendelsen klokken 18.30. Efter en halv time var halvdelen tilbage og henimod slutningen af den 45 minutter lange udsendelse blev der skiftet over til Trumps tale i Florida.

Epshteyn afviste totalt, at det her er starten på Trump TV. »Vi ved alle, hvor stærke venstrefløjsmedierne er. Nu er det os, der direkte leverer et budskab til vælgerne uden filter. Det har intet at gøre med et Trump TV. Det handler om at bruge det 21. århundredes teknologi og kommunikation på en måde, der er effektivt«, sagde han.

Det store emne  i tv-udsendelsen var også et tema, som kampagnen mener vil kunne bære et rigtigt Trump TV igennem. En historie fra The Wall Street Journal, som Trump gentagne gange har sagt, at de traditionelle tv-stationer ikke tager alvorligt. Nemlig beskyldningerne mod en af Clintons nærmeste venner, Virginias tidligere guvernør Terry McAuliffe, som fra demokraternes valgfond har betalt penge til en FBI-agents hustru - en agent som senere arbejdede med at undersøge Clintons email-sag.

Clinton havde ifølge FBI en »skødesløs« omgang med sine emails, da hun var USAs udenrigsminister. Men som det også blev konkluderet, så er der ikke beviser på, at hun gjorde det bevidst. Derfor kan hun ikke retsforfølges. Noget som Trump selvfølgelig er uenig i og ikke mindst hans vælgerbase, som gentagne gange på hans møder råber »Bur hende inde«.

Hvis et rigtigt Trump TV går i luften, så har han allerede en række mennesker ansat, der ved, hvordan det skal gøres. Fox News tidligere chef Roger Ailes, der blev afskediget på grund af beskyldninger om sex-chikane, er ansat hos Trump. Han var en legende på Fox, fordi han har kunnet skære de rigtige debat-programmer til, hvilket har givet stationen succes. Og så højrefløjsmediet Breitbart tidligere chef, Steve Bannon, som er en mediebulldog, og som ikke skyer nogen midler for at dreje en historie i en retning, som passer ind i Trumps vælgeres virkelighed.

Han menes at stå bag en lang række mediestunt på højrefløjen. Og på en række områder passer han godt ind i de planer, som alle taler om, men som Trump kampagnen benægter - at de forbereder at skabe en ny tv-station,.

Men rygterne har bidt sig fast, især fordi flere amerikanske medier har skrevet, at Trumps svigersøn. Jared Kushner, har haft møder med investorer.

Og hvis det sker, så vil det ikke være første gang i historien, at et nye medie ser dagens lys på baggrund af en enkeltstående begivenhed, skriver tidskriftet Wired og citerer Rick Edmonds - en medieanalytiker ved Poynter Institute - for, at programmet Nightline begyndte som et midlertidigt show under gidselskrisen i Iran i 1979, hvor iranerne tog de amerikanske diplomater på USAs ambassade som gidsler og holdt dem som fanger i 444 dage, indtil den daværende præsident Jimmy Carter forlod Det Hvide Hus i januar 1981.

Men Edmonds siger som mange andre, at det vil give mere mening, hvis Trump bliver ved med at sende twitter ud og så supplere det med et on-line streaming tv. For det at bygge en hel tv-station op med teknik, kabler og indviklede kontrakter vil næppe kunne betale sig i nutidens marked. Der er det, han gør lige nu, bedre, ifølge Edmonds.