Så er det ned i banken med dine gamle pund

De gamle ét-pundmønter er for lette at forfalske og bliver nu erstattet af en ny 12-kantet udgave. Fem-pundsedlen er allerede ved at blive udskiftet med en langtidsholdbar plastikversion, som veganere er utilfredse med.

Arkivfoto. De gamle ét-pundmønter er for lette at forfalske og bliver nu erstattet af en ny 12-kantet udgave. Fold sammen
Læs mere

»Den er da gyldig fortsat, er den ikke?« spørger barmanden i pubben med et forsigtigt smil og langer en gammel fem-pundseddel over disken.

Jeg vidste det heller ikke, men tog velvilligt imod og tog chancen. Fodboldspillerne stod parat på TV-skærmen, og i det mindste virkede pundsedlen bekendt – og ægte. Det kan være svært at vurdere. Jeg har samme sted fået en skotsk pundseddel, og jeg er ikke helt sikker på, hvordan en pengeseddel trykt i Skotland bør se ud, eller en nordirsk, eller en af de andre »lokale« tryk fra de britiske besiddelser.

De pengesedler er legitime nok, selv om de helst skal bruges lokalt, men penge i britiske pund er et yndet mål for falsknere. I mange butikker og barer gennemlyser man for en sikkerheds skyld sedler ned til ti pund.

Nu gør de britiske myndigheder noget ved ét-pund mønterne. Fra slutningen af marts bliver et nyt 12-kantet pundstykke – eller »quid« i daglig tale – taget i brug, og mønten bliver kaldt »den sikreste i verden« imod forfalskninger. Det britiske finansministerium vurderer, at omkring én ud af hver 30 af de gamle ét-pundstykker i brug er en forfalskning, mens der er lavet omkring halvanden milliard af de ægte mønter, der hver (med den aktuelle kurs) har en værdi af lige under ni kroner.

»The Royal Mint« har præsenteret det nye pund, der fortsat har dronning Elizabeth II til at vogte over værdi og ægthed på den ene side og ligner to-pundstykket i lidt mindre udgave. Med den ene mønt rund og den anden mangekantet skulle det være muligt hurtigt at se forskel.

Ét-pundmønten er desuden »sikret« mod forfalskning med mikroskopisk skrift, et optisk trick i bunden, hvor tallet »1« skifter til »£«-pundsymbolet, når man ser på mønten fra forskellige vinkler. Der er endda et »skjult kendetegn« inde i selve mønten, som det er meningen skal forblive tophemmeligt og være det endelige bevis på ægthed.

Så nu drejer det sig om at finde de gamle mønter frem af gemmerne og komme af med dem. 15. oktober er de gamle pundstykker, først udsendt i 1983, ikke længere gyldige, advarer Finansministeriet. De nye fempundsedler er også svære at forfalske, og de skulle kunne holde til meget mere end de gamle papirsedler, fordi de er lavet af et plastiklignende materiale. De gamle er i øvrigt brugbar betaling frem til 5. maj, hvorefter bankerne fortsat vil veksle dem.

Også nye »plastikpenge« som ti-pundsedler er på vej trods kritik fra veganere og religiøse grupper over, at de nye sedler indeholder spor af talg. Senere kommer nye 20-pundsedler, hvor man overvejer at skifte til en substans med palmeolie eller kokosolie. Der er mange hensyn, når det gælder penge.