S og R om Europol-aftale: Vigtigt med fælles anti-terrorcenter

Efter flere års forhandlinger er EU blevet enig om det fremtidige politisamarbejde, Europol. Socialdemokraterne og De Radikale glæder sig særligt over et element i aftalen: Et centralt anti-terrorcenter.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

EU: Det europæiske politisamarbejde, Europol, har været diskuteret igen og igen i både EUs Ministerråd, EU-Kommissionen og EU-Parlamentet, uden at parterne har kunnet blive enige om en ny aftale. Men i kølvandet på terrorangrebet i paris 13. november og det følgende forhøjede beredskab i flere europæiske lande, er det i dag lykkes at nå til enighed om en ny model for samarbejdet.

Og det varmer hos to af ja-partierne, Socialdemokraterne og De Radikale, forud for næste uges folkeafstemning om det danske retsforbehold. De to partier er særligt begejstrede for, at der nu oprettes en fælles anti-terrorenhed.

»At der etableres et center til bekæmpelse af terror er utrolig vigtigt, fordi der jo desværre er en trafik af europæere, der tager til Syrien og tilbage igen, og hvor nogle så bliver aktive i forhold til egentlig terror. Derfor er det utrolig vigtigt, at medlemslandene bliver bedre i stand til at samarbejde om det, for vi ser jo gang på gang, at der er viden rundt omkring, men at den ikke bliver fordelt godt nok. Det er det, som det nye Europol gerne skulle blive bedre til,« siger Morten Helveg Petersen (R), EU-parlamentariker for De Radikale.

Han bakkes op af EU-kollegaen, Jeppe Kofod (S).

»Der er nogle redskaber, som man giver medlemslandene ved at have det her samarbejde, som dansk politi ikke kan undvære. Det skal vi selvfølgelig være med i,« siger han og uddyber:

»Det bliver et intensiveret overstatsligt samarbejde, hvor man for eksempel laver et center for antiterror i Europa. Man registrerer terrorister og kriminelle meget mere systematisk end tidligere. På den måde kan man hjælpe nationale myndigheder som det danske politi med at forebygge og opklare alvorlig, grænseoverskridende kriminalitet,« siger Jeppe Kofod.

Begge partier anbefaler derfor at stemme ja til, at det danske retsforbehold skal erstattes af en tilvalgsordning, når danskerne skal til stemmeurnerne torsdag 3. december.

Den nye aftale om Europol træder i kraft 1. juli 2017.