Rygter om, at optøjerne fortsætter i weekenden: Politiet skal være i »højeste alarmberedskab«, siger Keir Starmer
Flere optøjer rygtes at komme til Liverpool, Newcastle og Shrewsbury denne weekend.
Flere optøjer rygtes at komme til Liverpool, Newcastle og Shrewsbury denne weekend.
Selvom de seneste to aftener i Storbritannien har været forholdsvis rolige, har premierminister Keir Starmer sagt til politiet, at de fortsat skal være i »højeste alarmberedskab«.
Det sagde han på et lukket krisemøde, som er det tredje af sin slags, siden protesterne begyndte i sidste uge.
Der er nemlig rygter om flere protester i den kommende weekend, skriver både The Independent og The Sun.
Politiet har ellers meldt ud, at de mener at have set »et vendepunkt« i de voldsomme optøjer, som har præget Storbritannien siden det knivangreb, der kostede tre små piger livet i Southport i sidste uge.
Men Starmer stod på mødet fortsat fast på, at der ikke vil blive slækket på retsforfølgelsen af de »thugs« (bøller, red.) der den seneste tid har hærget Storbritannien.
Faktisk mente han tilmed, at der ikke var nogen tvivl om, at de seneste dages hurtige retsforfølgelser med efterfølgende domsafsigelser har afskrækket flere uromagere.
Til trods for, at den værste bølge af protester er overstået, er der fortsat rygter om voldsomme optøjer i den kommende weekend.

I private grupper på sociale medier planlægger højreekstreme grupper og privatpersoner 11 protester fredag, lørdag og søndag, skriver The Sun – blandt andet i Liverpool, Newcastle og Shrewsbury.
The Sun baserer sine oplysninger på et indlæg i en privat Facebook-gruppe, som avisen har set.
Ifølge listen er der også flere protester planlagt til næste weekend igen. Samtidig kan The Times rapportere, at politiet mener, at der er et »sammenfald« mellem de højreekstreme demonstranter og de engelske hooligans – hvilket ikke lover godt for næste, da den engelske fodboldsæson begynder fredag den 16. august.
The Independent kan også fortælle, at der er planlagt fem protester denne weekend. Mediet skriver ligeledes om voldsglade hooligans, der planlægger at protestere i Shrewbury lørdag.
Politiminister Diana Johnson bekræfter over for The Independent, at der er meldinger om flere højreekstreme optøjer i de kommende dage.
Indtil videre er 483 personer blevet anholdt i forbindelse med de voldelige protester i Storbritannien, og som dagene skrider frem stiger tallet fortsat.
En af de anholdte er byrådsmedlem for Labour Ricky Jones, der torsdag blev anholdt, efter at han onsdag aften i en tale kom med, hvad der kan forstås som en opfordring til vold.
Ligeledes har politiet og myndighederne rykket hurtigt i forbindelse med retsforfølgelsen af mange andre uromagere og efterfølgende domsafsigelser.
Flere er allerede blevet dømt. Torsdag blev over ti demonstranter fængslet, og endnu flere forventes at få deres dom fredag. The Independent skriver, at de tiltalte forventes at blive dømt for racistisk chikane såvel som udgivelse af skriftligt materiale, der har til formål at opildne til religiøst had.
Op til flere er også allerede blevet dømt for politivold.
Onsdag blev en britisk mand for eksempel idømt tre års fængsel efter at have erklæret sig skyldig i voldelig uro samt overfald på en politimand i tjeneste.