Der er brug for en transatlantisk industriel revolution i forsvarsindustrien, for at Nato-landene kan følge med truslerne i verden.

Det siger Natos generalsekretær, Mark Rutte, i sin hovedtale ved Defence Industry Forum ved Nato-topmødet i Ankara.

Her fastslår Rutte, at pengene til at købe luftforsvarssystemer, fly og kampvogne er til stede efter en massiv udvidelse af forsvarsbudgetterne blandt de europæiske Nato-lande og Canada.

- På sidste års Nato-topmøde i Haag forpligtede Nato-landene sig til at investere fem procent af bruttonationalproduktet i forsvar. Et år senere kan vi allerede se resultaterne.

- Sidste år øgede de europæiske lande og Canada deres forsvarsudgifter med 20 procent. Det svarer til ekstra 139 milliarder dollar. Og tager man 2026 med, så er der tale om en stigning på 258 milliarder dollar, siger Mark Rutte.

Beløbet svarer til mere end 1600 milliarder kroner i ekstra forsvarsinvesteringer.

Men det er ikke nok at afsætte pengene, fastslår Rutte.

Nu er der brug for, at Nato-landene styrker samarbejdet med forsvarsindustrien i både Europa og USA:

- En ting er klart: Pengene er der. Og mange flere penge er på vej. Men de skal omsættes til konkrete indkøb, som kan bruges til forsvar og afskrækkelse, siger Rutte.

I løbet af det seneste år har Nato-landene i samarbejde med forsvarsindustrien investeret 37 milliarder dollar i at bygge større fabrikker, nye produktionslinjer og øget kapacitet i forsvarsindustrien.

Udvidelsen af forsvarsindustrien svarer i fysisk areal til mere end 2000 fodboldbaner, siger Mark Rutte.

Det vil ifølge Nato-chefen næste år blandt andet gøre Nato-landene i stand til at producere fire millioner artillerigranater årligt.

Artillerigranaterne har vist sig at være en vigtig del af forsyningerne til Ukraine under krigen mod Rusland.

EU måtte tidligere i krigen opgive at indfri et løfte om at levere én million artillerigranater til Ukraine på ét år. Der var ganske enkelt ikke kapacitet nok til at producere dem.

Det betød ifølge Ukraine, at soldaterne måtte holde igen med beskydningen af de russiske invasionsstyrker, fordi der ganske enkelt manglede ammunition.

Selv om der nu sker hurtige fremskridt, så er der fortsat behov for at udvide forsvarsindustrien, fastslår Rutte.

- Vi bevæger os i den rigtige retning. Og strategien er klar. Men kampen er langtfra slut. For at vinde den skal alle gøre mere, vi skal gøre det hurtigere, og vi skal gøre det sammen.

- Vi har ikke tid til at vente. Vi har brug for forsvarskapabiliteter nu, siger Mark Rutte.

RITZAU