Russiske styrker er omringet i nord: »De hugger os bare i småstykker«
I øjeblikket raser hårde kampe i den nordlige del af Kharkiv-regionen nær den krigshærgede by Vovtjansk.

I øjeblikket raser hårde kampe i den nordlige del af Kharkiv-regionen nær den krigshærgede by Vovtjansk.

Ukrainske styrker forsøger at isolere russiske tropper, som har skubbet på ved byen Vovtjansk, siden den nye front blev åbnet i Kharkiv-regionen for lidt over en måned siden.
Hårde kampe raser i øjeblikket nær et tilslagsanlæg i den nordlige udkant af den krigshærgede by, skriver CNN og henviser til meldinger fra både ukrainske og russiske militærbloggere.
Situationen er »vanskelig, men kontrolleret«, og de russiske styrker er »omringet«, siger en ukrainsk gruppefører ifølge det amerikanske medie.
Den ukrainske militæranalytiske gruppe Deep State skriver i flere opdateringer på Telegram, at små grupper af russiske styrker gentagne gange har forsøgt at sikre kontrollen over tilslagsanlægget, men at de er blevet skubbet tilbage.
Rusland kæmper med at forsyne dets tropper – mad og vand bliver leveret til soldaterne med droner, antyder gruppen.
Den russiske militærblogger WarGonzo skriver, at kampene er »voldsomme«, og at de ukrainske styrker udfører modangreb og forsøger at fordrive de russiske styrker fra deres besatte positioner, men nævner intet om, at tropperne er omringet.
En russisk soldat fra landets 1009. regiment har erkendt, at situationen i Kharkiv-regionen er dyster: Hans enhed er blevet voldsomt decimeret, og kun 12 ud af 100 soldater er stadig i live, hævder han.
»De hugger os bare i småstykker. Vi bliver sendt under maskingeværer, under droner i dagslys, som kød. Og kommandanterne råber bare 'fremad og fremad',« siger Anton Andrejev i en video fra starten af måneden, som The Guardian har verificeret.
Byen Vovtjansk har været et af Ruslands hovedmål med den nye offensiv i Kharkiv-regionen – russiske styrker forsøger for anden gang under krigen indædt at erobre den.
Og i den første uge af offensiven så det også ud til at kunne lade sig gøre: Russiske styrker erobrede omkring 99 kvadratkilometer ukrainsk territorium, som – omend beskedent – markerede nogle af de største gevinster i 18 måneder.
Men Ukraine har ifølge The Guardian været i stand til at sætte en stopper for den russiske fremrykning, styrkerne har tilbageerobret centrale dele af byen, og de holder lige nu russerne stangen.