Russiske soldater trænger ind på ukrainsk missilbase

En russisk militæraktion er lørdag eftermiddag i gang på Krimhalvøen, hvor tropper er trængt ind på en ukrainsk missilbase.

Foto: MAXIM SHIPENKOV
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

UKRAINE: Russiske tropper trængte lørdag middag ind på en ukrainsk missilbase på Krimhalvøen for at tage kontrol med militærinstallationen, skriver Reuters.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax, der citerer en ukrainsk militærkilde, er der tale om mindst 20 soldater, der er trængt ind på basens område på den vestlige del af Krim, hvor de forsøger at overtage den. Der er ikke oplysninger om kampe eller om ofre, og ifølge Reuters er der forhandlinger i gang.

Der er tale om en base med missiler beregnet til nedskydning af fly, oplyser en ukrainsk militærkilde.

Den dramatiske udvikling kommer umiddelbart efter, at lederen af et russisk-nationalistisk parti på Krimhalvøen bekræftede, at soldater fra den russiske Sortehavsflåde bevogter strategiske bygninger på Krimhalvøen.

Med bekræftelsen fra lederen, Sergej Aksjonov, der er udnævnt til regional premierminister, blev det for første gang officielt, at Rusland aktivt blander sig i situationen på Krim.

Reuters skriver samtidig, at al trafik fra lufthavnen i regionshovedstaden, Simferopol, er indstillet.