Russiske politikere knurrer over Foghs nye job i Ukraine

Det er en fjendtlig gestus at gøre Fogh til rådgiver for Ukraines præsident, siger russisk politiker.

Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der knurres lidt blandt russiske politikere over, at Ukraines præsident, Petro Porosjenko, har gjort tidligere Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen til sin særlige rådgiver.

Porosjenko meddelte fredag, at han har hyret den tidligere danske statsminister som ekstern rådgiver.

Der var lørdag flere blandede reaktioner fra russiske politikere. Blandt dem næstformanden for det russiske underhus' udenrigsudvalg, Leonid Kalasjnikov.

»Det er selvfølgelig for en stor del en gestus. Men det er en gestus, som vil blive fulgt op af handling. Og det er en fjendtlig gestus,« siger han ifølge den britiske avis The Guardian.

Konstantin Kosatjov, der er leder for udenrigsudvalget i overhuset, kalder udnævnelsen af Fogh Rasmussen et "demonstrativt show" uden "militært eller endog noget praktisk formål".

Kosatjov siger, at det ligger på linje med udnævnelsen af Georgiens tidligere præsident Mikhail Saakasjvili som guvernør i den ukrainske havneby Odessa.

»Alt dette skyderi tjener kun ét formål: At for enhver pris holde Ukraine i centrum for opmærksomhed i forhold til landets vestlige partnere,« siger han til nyhedsbureauet Tass.

»Det, som Ukraine har svært brug for, er ikke bare penge, men opmærksomhed udefra,« mener han.

Men Kosatjov konstaterer, at den tidligere generalsekretær i Nato har en antirussisk indstilling.

/ritzau/