Russiske militærfly chikanerer lufttrafik over Kanalen

To russiske bombefly tæt på britisk luftrum tvang myndighederne til at omdirigere passagerfly.

Arkivfoto: Et russisk Tupolev TU-95-militærfly (til højre) følges af et norsk F-16-fly under en militærøvelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT

To store strategiske bombefly fra det russiske flyvevåben var onsdag ganske tæt på det britiske luftrum og tvang luftfartsmyndighederne til at omdirigere passagerfly til og fra Storbritannien, skriver Sky News.

Flyene var af typen Tupolev-95. Det er et firemotorers propeldrevet monster fra Den Kolde Krig, der blandt andet kan medbringe atombevæbnede krydsermissiler.

Som led i russernes forøgede spil med de militære muskler, ses både den type og andre typer russiske bombefly stadig hyppigere over Nordsøen. I nogle tilfælde er de fløjet ned over Den Engelske Kanal og vendt om over Biscayen, hvor spanske jagerfly har mødt dem

Onsdag blev britiske Typhoon-jagere sendt på vingerne, da de russiske bombefly nærmere sig og fortsatte med at flyve ganske tæt på det britiske luftrum.

Ifølge Sky News blev flyene holdt under observation i adskillige timer, og en britisk regeringskilde karakteriserer overfor Reuters den seneste flyvning »som en markant eskalering«.

»Det var særdeles farligt. Civile fly på vej til Storbritannien måtte omdirigeres,« siger kilden.

Russiske militærfly har også ligget i internationalt luftrum og generet den civile luftfart tæt ved dansk luftrum. Det gælder her trafikken til Kastrup.

Seneste episode, der er rapporteret, skete i december, hvor et passagerfly fra det SAS-ejede selskab Cimber kom på kollisionskurs med et russisk spionfly syd for Malmø.

Som ved tidligere lejligheder fløj det russiske militærfly også med sin transponder slukket. Instrumentet udsender signaler, der gør det muligt at spore flyet og følge dets bevægelser.

De to russiske bombefly over Kanalen havde også slukket deres transpondere.

Det britiske udenrigsministerium har indkaldt den russiske ambassadør i Storbritannien til at stå skoleret og forklare motiverne til flyvningerne.

Formålet med flyvningen kan være at teste det britiske luftvåbens reaktionstid.

De russiske ambassadører i Danmark og Sverige blev også kaldt til de respektive udenrigsministerier i december for at få læst og påskrevet.

Russerne hævdede efterfølgende, at det russiske fly var 70 kilometer fra Cimber-flyet.