Russiske militærbloggere i panik: »Det er Ruslands Pearl Harbor!«

Flere store russiske militærbloggere er dybt kritiske over for landets militær, efter at Rusland i går blev udsat for et ydmygende angreb.

Ukraines spektakulære droneangreb på russiske luftbaser har skabt panik blandt Ruslands mest populære militærbloggere

Bloggerne følger krigens udvikling tæt og er for mange russere den primære adgang til informationer fra fronten.

Berlingske har gennemgået nogle af reaktionerne fra de mest kendte og Putin-venlige militærbloggere.

Den populære militærblogger Roman Alekhin, der arbejder som rådgiver for Kursk-regionens guvernør, kalder angrebet for »Ruslands Pearl Harbor«.

»Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan og med hvad vi skal svare tilbage. Og vi har ikke en masse lande, der kan give os nye fly,« skriver han til sine knap 200.000 følgere på Telegram.

En af de mest populære Telegram-konti, Fighterbomber, der skriver om det russiske luftvåben, erkender, at Ukraines angreb har voldt alvorlig skade, og at det snart vil vise sig, at Rusland har mistet mange vigtige fly.

»Det er usandsynligt, at der kommer gode nyheder,« skriver kontoen.

Figtherbomber skriver om det russiske luftforsvars mulighed for at forsvare sig mod dronerne, der blev sendt afsted fra lastbiler tæt på de russiske flybaser.

»Det var selvfølgelig umuligt at destruere luftvåbnene eller at bruge Pantsir eller S-300 (russisk missilforsvar, red.) mod dem,« skriver han.

Den kendte militærjournalist Aleksandr Kots, der rapporterer for avisen Komsomolskaja Pravda og fra sine egne kanaler på sociale medier, opfordrer Kreml til at fortælle den fulde sandhed om angrebet.

Han mener, at angrebet »åbner en ny fase i krigen« mod Ukraine.

»Faktisk var det bare et spørgsmål om tid, før små droner ville begynde at operere dybt inde i vores territorium. Nu er det vigtigt at fortælle sandheden. Uanset hvor bitter den må være,« skriver propagandisten. 

Kontoen Romanov Lys, der skriver om russiske tab, hæfter sig ved, at Rusland kan få svært ved at erstatte de strategiske bombefly, der er blevet ødelagt. Han skriver, at flyene er bygget i sovjetæraen og kalder dem en »uerstattelig strategisk ressource.«

Ukraine hævder, at man har ramt 41 russiske bombefly, men det står stadig ikke helt klart, hvor hårdt det russiske luftvåben reelt er ramt.

En af de største militærbloggere, Rybar – som drives af en tidligere pressemedarbejder i Ruslands forsvarsministerium – beskylder Forsvarsministeriet for at være alt for passivt.

»De opfører sig på den sædvanlige måde: De begraver hovedet i sandet og reagerer ikke på noget som helst.«

Enormt angreb

Skalaen i det ukrainske droneangreb er »næsten ikke til at forstå«, skriver Berlingskes ruslandskorrespondent, Emil Rottbøll.

I alt er fire russiske flybaser blevet ramt nærmest samtidig  på cirka 4.000 kilometers afstand.

Et angreb mod en femte base endnu længere østpå i Amur-regionen slog ifølge ubekræftede forlydender fejl.

Operationen har ifølge SBU været halvandet år undervejs.

Det er lykkedes den ukrainske efterretningstjeneste at smugle et stort antal droner ind i Rusland og montere dem i specialkonstruerede lastbilanhængere, som chauffører har kørt helt tæt på de russiske flybaser.

I det rette øjeblik blev tagene på lastbilanhængerne så åbnet, hvorefter dronerne kunne styres mod deres mål.