Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den tyske TV-station ZDF er blevet mødt af heftige anklager om manipulation, men muligvis stammer anklagerne fra russiske agenter, der har lagt en fælde for tyske journalister med henblik på at miskreditere vestlige medier.
Ifølge den russiske statsejede TV-kanal Rossija har den tyske TV-station ZDF betalt en kilde for at sprede løgne om russiske tropper i Østukraine. I tyske medier spekulerer man omvendt i, at Kreml har truet en ung russisk lejesoldat til at ændre sine udtalelser med henblik på at miskreditere vestlige medier.
Forvirringen er opstået efter udsendelsen af en dokumentarfilm med titlen »Machtmensch Putin« (Magtmennesket Putin) har skabt opstandelse i den tyske medieverden.
I filmen, der blev vist 15. december på TV-stationen ZDF, interviewer den russiske freelancejournalist Valeri Bobkov en ung russer, der angiveligt tjener som frivillig soldat i Østukraine.
Under dæknavnet »Igor« beretter manden, hvis ansigt af sikkerhedsmæssige hensyn er sløret, at han for at forsvare sine russiske landsmænds interesser i Østukraine tidligere på året meldte sig som frivillig soldat på et uofficielt rekrutteringskontor.
Ifølge »Igor« er godt 65 procent af de 20.000-30.000 separatister i regionen russiske statsborgere. »Igors« udsagn står i modsætning til Kremls officielle linje, som er at benægte, at russiske soldater er aktive i den krigsplagede region. På det seneste har Putin dog medgivet, at enkeltstående russiske statsborgere deltager i krigshandlinger i Østukraine.
Manipuleret og betalt
Russiske medier har imidlertid hurtigt afvist Igors påstande som utroværdige. Blot fem dage efter ZDF-udsendelsen svarede den statsejede russiske fjernsynskanal Rossija igen i TV-programmet Westi Nedeli, hvor »Igors« sande identitet blev afsløret som værende den 27-årige Jurij Labyskin.
Ifølge den russiske udsendelse har de tyske journalister fra ZDF forsynet Labyskin med et manuskript og betalt ham for at lyve om russiske soldaters tilstedeværelse i Østukraine.
»Jeg har ganske enkelt løjet,« siger Labyskin til Rossija og hævder, at en ZDF-medarbejder har tilbudt ham penge for at påstå, at russiske soldater er aktivt krigsførende i Donbass-regionen.
ZDF benægter alle anklager om at have forfalsket, manipuleret eller betalt Jurij Labyskin. For at modvirke beskyldningerne har TV-stationen blandt andet offentliggjort det fulde råbånd, hvor Jurij Labyskin interviewes af ZDF-journalisten Dietmar Schumann i Moskva. Ifølge Süddeutsche Zeitung ser Labyskin fysisk medtaget og afkræftet ud i den russiske udsendelse.
Kan være gået i en fælde
Hos ZDF undrer man sig i særlig grad også over, at de russiske journalister i TV-programmet Westi Nedeli gengiver dele af det oprindelige ZDF-interview med Labyskin, men uden at sløre den unge soldats ansigt.
Og hvordan har de russiske journalister i det hele taget fået fat i det oprindelige råbånd uden det slørede ansigt? Ifølge den russiske TV-kanal har deres journalister modtaget råbåndet fra Jurij Labyskin, der selv modtog en kopi af interviewet fra ZDF, der imidlertid afviser at have udleveret råbåndet til Labyskin.
Ikke desto mindre fremhæver Süddeutsche Zeitung også påfaldende uoverensstemmelser mellem det frigivne råbånd og det færdige program på ZDF: I dokumentaren fortæller journalisterne, at Labyskin lod sig hverve på et rekrutteringskontor i Kaliningrad, mens han på råbåndet fortæller, at en skolekammerat fik ideen og hjalp ham med at rejse til Østukraine.
Flere tyske medier spekulerer i, om ZDF ved at benytte sig af den russiske freelancer Valeri Bobkov muligvis kan være gået i en russisk fælde.
Ifølge Süddeutsche Zeitung har Valeri Bobkov et tvivlsomt ry blandt udenlandske journalister i Moskva og er blandt andet kendt for at tilbyde eksklusivt materiale om militære emner fra ukendte kilder.
Med andre ord er det ikke utænkeligt, at Valeri Bobkov har forbindelser til russiske efterretningsagenter. Efter anklagerne mod ZDF har tyske journalister ikke været i stand til at få fat i journalisten.
»Har Bobkov måske præsenteret en falsk hovedperson for at indkassere et honorar? Eller blev Jurij Labyskin efterfølgende sat under pres for at trække sine udsagn tilbage?« spørger Julian Hans i Süddeutsche Zeitung.
Så længe der hersker uklarhed om dette spørgsmål, vil de russiske statsmedier kunne fortsætte med at udbrede deres budskab: At vestlige medier er utroværdige og løgnagtige.