Russiske gastrusler mod Ukraine

Rusland truer med at lukke for gassen til Ukraine, hvis ikke landet betaler en milliardgæld til et russisk gasselskab. Truslen rammer som en bombe ned i forhandlingerne om en mulig vestvendt regering i Ukraine.

Et russisk gasselskab advarer om en nært forestående energikonflikt mellem Rusland og Ukraine. Den statskontrollerede energimastodont Gazprom kræver, at Ukraine betaler en gæld på næsten syv milliarder kroner inden månedens udgang, ellers vil Gazprom skrue ned for forsyningen af naturgas til nabolandet.

Den nye trussel kommer midt under de prekære regeringsforhandlinger i Ukraine, hvor de ustadige allierede fra den orange koalition forsøger at finde sammen om en ny provestlig regering. Mens de sidste stemmesedler i går blev talt efter søndagens valg, stod det klart, at de to orange partier tilsammen har opnået et smalt flertal i det ukrainske parlament. Hvis de kan nå til enighed står den EU-begejstrede Julia Timosjenko derfor til at indtage premierministerposten i landet.

Valgresultater er dog langt fra nogen jordskredssejr. De orange partiers flertal er på omkring ti pladser ud af 450. Samtidig er de oranges hovedmodstander Regionspartiet, der ledes af Viktor Janukovitj, stadig landets største parti og har ligesom Timosjenko hævdet at være valgets vinder.

Der er også tvivl om sammenholdet mellem de orange. Timosjenkos vigtigste allierede, præsident Viktor Jusjtjenko, udtrykte i går overraskende sin støtte til forhandlinger mellem de orange og Viktor Janukovitjs parti, selv om han kørt før valget gav sin opbakning til Timosjenko.

De seneste russiske trusler er af nogle kommentatorer blevet udlagt som en advarsel til Julia Timosjenko om at holde sig væk fra premierministerposten.

»En sejr for de orange passer hverken Rusland eller Gazprom,« bemærkede den respekterede russiske avis Kommersant.

Ved de tidligere ukrainske valg har den russiske præsident Vladimir Putin udtrykt sin støtte til Janukovitj. Og da landet senest var regeret af en pro-vestlige orange regering ragede de to lande ud i en alvorlig gaskrise, hvor Gazprom lukkede for gassen i tre døgn i den iskolde januar måned.

Men Gazprom hævder hårdnakket, at gastruslen ikke har politiske overtoner.

»Eksistensen af gælden er et objektivt faktum, der ikke hænger sammen med valg eller nogen andre begivenheder. Ukraine bryder konstant leveringsaftalerne, og vi så ingen anden måde at løse krisen på, end at gøre den offentlig,« sagde en talsmand for selskabet, Sergej Kuprijanov.

Ukraines energiminister var i går i Moskva for at forsøge at afværge krisen.