Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
USA: Det er normalt en festdag med fyrværkeri, parader og Stars and Stripes alle vegne, når amerikanerne fejrer uafhængighedsdagen 4. juli.
Det var det også i år, men festlighederne blev for en stund afbrudt af flere russiske bombefly, der nærmede sig Alaska og Californien.
Ifølge en talskvinde fra det amerikanske luftforsvar, North American Aerospace Defense Command (NORAD), måtte amerikanske kampfly på vingerne for at følge de russiske bombefly, der dog aldrig fløj ind i amerikansk luftrum.
Flemming Splidsboel Hansen, lektor i russisk politik på Københavns Universitet, mener, at symbolikken er tydelig:
»Der er en klar symbolik i, at man tester det amerikanske luftforsvar netop på den dag. Man markerer sin egen militære tilstedeværelse og sin egen formåen. Vi har set andre lande, blandt andet Nordkorea, rette den slags mod USA også på uafhængighedsdagen og på den måde forsøge at stikke en kæp i hjulet på den amerikanske festdag,« siger han.
NORAD oplyser ikke, hvor tæt de russiske bombefly var på amerikansk luftrum.
Flemming Splidsboel Hansen vurderer, at Rusland formentlig ikke får ret meget ud af den slags missioner, selv om flyene har været tæt på USA:
»Det er primært drillerier. Jeg vil gætte på, at lige i forhold til USA er det mindre nyttigt, blandt andet fordi der er en klar forventning om, at når det gælder beskyttelsen af det amerikanske fastland, er der et robust forsvar. Men man kan selvfølgelig teste det og se, hvordan de reagerer,« siger han.
Men når det gælder russiske missioner nær Danmark, Sverige og andre europæiske lande, kan de russiske missioner give dem værdifulde oplysninger.
»Der har man blandt andet et eksempel fra Sverige, hvor russerne imiterede et luftangreb. Her kunne russerne teste det svenske beredskab, og det viste sig at være i temmelig dårlig forfatning. Det er værdifuldt for russerne at vide,« siger Flemming Splidsboel Hansen.
Så længe de russiske fly holder sig i internationalt luftrum, er det lovligt at flyve tæt på andre lande.