Russiske bombefly på permanente langdistancetogter

Putin bebuder, at russiske bombefly vedvarende vil være på langdistancetogter. Iagttagere ser beslutningen som en ny magtdemonstration.

En flyvning med et russisk bombefly for nyligt nær øen Guam i Stillehavet var ikke en enlig svale. Der vil vedvarende være russiske bombefly på langdistancetogter fremover.

Det sagde præsident Vladimir Putin fredag og genoplivede dermed en sovjetisk praksis fra Den Kolde Krig.

Tidligere i denne måned sagde generaler i det russiske flyvevåben, at et bombefly kom tæt på Guam, hvor USA har en militærbase. Manøvren fik amerikanske krigsfly til at gå på vingerne for at forfølge det russiske fly.

Mange iagttagere siger, at langdistance-bombeflyvningerne langt uden for russisk territorium er et tegn på, at Rusland i stigende grad ønsker at demonstrere sin magt. Flyvningerne blev nedskåret i 1990'erne af økonomiske hensyn.

/ritzau/Reuters