Kirill Dmitrijev, der er den russiske udsending for investeringer og økonomisk samarbejde, mener, at Rusland, USA og Ukraine er tæt på en diplomatisk løsning, der skal afslutte krigen i Ukraine.

Det siger han til mediet CNN, efter at han er ankommet til Washington D.C.

- Jeg tror, at Rusland, USA og Ukraine faktisk er ret tæt på en diplomatisk løsning, lyder det.

Han siger desuden, at et møde mellem USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, ikke er aflyst, som Trump har sagt, men at de to ledere sandsynligvis vil mødes på et senere tidspunkt.

Topmødet skulle efter planen have fundet sted tirsdag i Ungarns hovedstad, Budapest, men blev udskudt, da Rusland afviste at indgå en øjeblikkelig våbenhvile.

Trump sagde, at han aflyste mødet med Putin på grund af manglende fremskridt i forhandlingerne om en afslutning på krigen og det, han betegnede som en følelse af, at timingen var forkert.

Dmitrijev giver over for CNN ikke flere detaljer om, hvad det indebærer, at parterne er tæt på løsning, eller hvad en diplomatisk løsning vil indebære.

Tidligere på ugen lød det fra europæiske ledere og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at frontlinjen bør være et udgangspunkt for forhandlinger i Ukraine. Også danske Mette Frederiksen (S) var blandt afsenderne.

Også det kommenterer Dmitrijev på over for CNN.

- Det er et stort skridt fra præsident Zelenskyj allerede at anerkende, at det handler om frontlinjer.

- Hans holdning var tidligere, at Rusland skulle forlade landet helt - så faktisk tror jeg, vi er rimelig tæt på en diplomatisk løsning, der kan udarbejdes, siger han.

USA's præsident, Donald Trump udtalte søndag, at Donbas-regionen i det østlige Ukraine for nuværende bør opdeles langs frontlinjen mellem Ukraine og Rusland.

/ritzau/Reuters