Russisk TV-kanal sender nu også på fransk

RT, tidligere Russia Today, er sat i verden for at forklare franskmændene, hvordan Rusland ser på verden. Eller i hvert fald, at der findes en anden vinkel end den, de traditionelle medier betjener sig af.

Xenia Fedorova, chefredaktør og direktør for den nye TV-kanal RT France. Her fotograferet i et af stationens spritnye studier. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters Fold sammen
Læs mere
Foto: GONZALO FUENTES

PARIS: Få minutter efter sendestart mandag aften rettede den nye TV-kanal RT France skytset mod landet selv og dets præsident, Emmanuel Macron.

»Præsident Assad beskylder Frankrig for at støtte terrorisme,« stod der at læse i nyhedsbåndet nederst på skærmen.

Frankrig er sammen med blandt andre USA med i den koalition, der er sammensat med henblik på at fjerne Syriens præsident, Bashar al-Assad, og Assad har følgelig beskyldt Frankrig for dermed at forlænge den borgerkrig, der allerede har kostet hundredtusindvis af menneskeliv siden 2011.

Det var et klassisk retorisk greb fra TV-stationen RT, der tidligere hed Russia Today, og som er finansieret af Kreml. Kritikere siger, at RT er en del af en større kampagne af desinformation, som gør det i overdrivelser og halve sandheder i et forsøg på at underminere tilliden til vestlige institutioner og destabilisere selve demokratiet.

»Set fra et russisk synspunkt er hovedformålet at styrke den offentlige mistillid til de valgte politikere og deres medier for i sidste ende at lamme beslutningsprocessen,« siger Julien Nocetti, der forsker i Rusland på Frankrigs Institut for Internationale Forhold.

Andre ser lanceringen af kanalen som et pust af frisk luft i et ganske vist overfyldt, men temmelig ensartet medielandskab.

»RT France vil kun nå et meget begrænset publikum, og dets virkning vil være beskeden, men det skader aldrig at høre modpartens stemme,« siger medieforskeren Thierry Vedel fra Sciences Po. Han tilføjer, at Frankrigs fire hovedkanaler alle har den samme dagsorden, hvad der gør det svært for dem at producere innovativ journalistik.

»Det er altid interessant med en ny vision. Indtil det bliver farligt.«

Et båndet interview med præsident Emmanuel Macron, som det halvofficielle France 2 udsendte søndag aften, fik meget kritik på de sociale medier på grund af de nænsomme spørgsmål og underdanige tone.

På Twitter kaldte en korrespondent fra Reuters interviewet for »ærbødig journalistik af værste skuffe,« og hans dom afspejler den udbredte holdning, at de traditionelle medier har været for følgagtige over for den unge og medievante Macron, som nogle kritikere kalder »de riges præsident,« og som åbenlyst har talt for nødvendigheden af et magtfuldt præsidentembede, hvis Frankrigs storhed skal genoplives.

Hårde ord fra Macron

I erkendelse af, at der er en tiltagende bekymring over for RT, har kanalens ledelse valgt at understrege behovet for en alternativ vinkel på de internationale nyheder.

Kanalen vil med sloganet »Vov at stille spørgsmål« provokere seerne til at tænke uden for det, chefredaktør og direktør Xenia Fedorova kalder »mainstream mediernes informationsboble.«

»Der er altid en anden side af historien, men der mangler ofte en anden synsvinkel her,« sagde hun i et telefoninterview og pegede selv på den manglende mediedækning af Ruslands involvering i den syriske borgerkrig som et eksempel.

Alligevel har lanceringen af den franske udgave af RT udløst mere end blot interesse fra myndighedernes side.

På en fælles pressekonference med Ruslands præsident, Vladimir Putin, kaldte Emmanuel Macron tilbage i maj TV-stationen og online nyhedsbureauet Sputnik for »organer for indflydelse og bedragerisk propaganda« og anklagede journalisterne for at sprede »ærekrænkende usandheder.«

Fransk det fjerde sprog

Tidligere i år hed det i en amerikansk efterretningsrapport, at den Kreml-finansierede station gjorde brug af internettet med henblik på at gennemføre »en strategisk udbredelse af budskaber på den russiske regerings vegne.«

»Vi vil konstant overvåge den,« sagde chefen for Frankrigs telestyrelse, Olivier Schrameck i sidste måned på en pressekonference og tilføjede, at styrelsen ville reagere hurtigt over for kanalen i tilfælde af en »anormalitet.«

Russia Today blev grundlagt i 2005 og lanceret som RT US i 2010. Den råder nu over seks kanaler, der sender på engelsk, spansk og arabisk. Netværket siges at nå ud til 700 millioner mennesker i flere end 100 lande verden over.