Det statskontrollerede russiske olie- og gasselskab Rosneft har indført begrænsninger for, hvor meget benzin og diesel russiske tankstationer må sælge til hver kunde.

Det rapporterer russiske medier ifølge det ukrainske medie Kyiv Independent.

Nyhedsbureauet Reuters skriver også om restriktionerne, som er blevet indført efter en række ukrainske angreb på russiske olieraffinaderier.

I regionen Karelija i det nordvestlige Rusland må tankstationer ved motorvejene højst sælge 30 liter benzin og 50 liter diesel ad gangen. Det oplyser regionens guvernør, Artur Parfentjikov, på beskedtjenesten Telegram.

Samme begrænsninger er indført i byen Ulan-Ude i regionen Burjatia i det østlige Sibirien, skriver Reuters.

I Krasnojarsk kraj i Sibirien må tankstationerne sælge mellem 30 og 50 liter benzin og 100 liter diesel til hver kunde, skriver Kyiv Independent.

Også i regionerne Zabajkalskij kraj, Novosibirsk, Nisjnij Novgorod, Arkhangelsk og Penza er der indført begrænsninger for, hvor meget benzin og diesel tankstationerne må sælge til hver kunde.

Rusland indførte lignende restriktioner i sommer. Også dengang skete det som følge af ukrainske angreb på russiske olieraffinaderier.

Foruden begrænsninger på salget af benzin og diesel i Rusland indførte myndighederne begrænsninger for eksport af benzin og diesel.

Ifølge Kyiv Independent har Ukraine angrebet fire olieraffinaderier, der drives af Rosneft, siden 30. oktober.

Derudover angreb Ukraine natten til mandag et olieraffinaderi i Kirisji i regionen Leningrad, har regionens guvernør meddelt. Dette raffinaderi drives af olieselskabet Surgutneftegas via datterselskabet Kinef.

RITZAU