En russisk militærmand er blevet dræbt i en bileksplosion i den russiske storby Sankt Petersborg.

Det skriver Den Russiske Efterforskningskomité (ICRF) i en udtalelse torsdag morgen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Efterforskningsmyndighederne har indledt en straffesag om drabet på et medlem af de væbnede styrker, skriver ICRF i udtalelsen.

Bileksplosionen skete i distriktet Pusjkinskij, der ligger i den sydlige del af byen.

Det er ikke første gang, at medlemmer af det russiske militær bliver dræbt i eksplosioner i Rusland.

I slutningen af august blev en russisk militærmand og hans kone dræbt, da en bil eksploderede i Sankt Petersborg.

Tidligere samme måned blev en russisk officer dræbt af en bombe på den russiskannekterede Krimhalvø. En kvinde blev senere anholdt - mistænkt for at have dræbt ham på vegne af den ukrainske efterretningstjeneste.

Også flere fremtrædende russere er de seneste år blevet dræbt i eksplosioner i Rusland. Det gælder blandt andet den russiske general Fanil Sarvarov, der i december sidste år blev dræbt i en bileksplosion i Ruslands hovedstad, Moskva.

Rusland har beskyldt Ukraine for at stå bag flere af eksplosionerne mod højtstående militærfolk og personer med tilknytning til Ruslands krigsførelse mod Ukraine.

Der er torsdag morgen ingen umiddelbar kommentar fra Ukraine til hændelsen.

Meldingen om bileksplosionen i Sankt Petersborg kommer kort efter, at USA's særlige udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner torsdag morgen ankom til Moskva for at mødes med den russiske præsident, Vladimir Putin.

Mødet finder sted, efter at delegationer fra Ukraine, Rusland og USA tirsdag og onsdag har forhandlet om Ukraine-krigen i De Forenede Arabiske Emirater.

Efter mødet i Moskva rejser de to amerikanske udsendinge videre til Irlands hovedstad, Dublin, hvor de skal mødes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

RITZAU