Russisk medie: Rusland har kontrol over østukrainsk nøgleby

Lysytsjansk ses som en vigtig by i Donbas. Nu hævder Rusland at have sejret der. Ukraine bestrider påstanden.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rusland og separatiststyrker hævder at have fuld kontrol over den østukrainske by Lysytsjansk. Her har der den seneste tid været intensive kampe.

Meldingen kommer via det russiske forsvarsministerium søndag ved middagstid og bringes af det russiske nyhedsbureau Tass.

Den russiske sejr i byen er dog ikke uafhængigt bekræftet af internationale medier og bestrides af Ukraine.

Byen er ifølge Reuters den sidste større by, hvor ukrainske styrker holder stand i Luhansk-regionen.

»Sergej Sjojgu (Ruslands forsvarsminister, red.) har informeret den russiske hærs øverstbefalende, Vladimir Putin, om befrielsen af Folkerepublikken Luhansk,« udtaler det russiske forsvarsministerium ifølge Tass.

Talsmand for Ukraines forsvarsministerium Jurij Sak udtaler ifølge BBC, at Rusland ikke har fuld kontrol over Lysytsjansk. Han anerkender dog, at der er voldsomme angreb mod byen.

Talsmanden udelukker heller ikke en tilbagetrækning.

»For ukrainere er værdien af menneskeliv en topprioritet, så nogle gange kan man trække sig tilbage fra nogle områder, så vi kan tage dem tilbage igen i fremtiden,« siger han.

Tidligere søndag blev der fra Ruslands forsvarsministerium meldt om kampe inde i bymidten i Lysytsjansk. Rusland havde ifølge en udtalelse omringet byen.

»Russiske styrker og styrker fra Folkerepublikken Luhansk kæmper inde i Lysytsjansk og fuldender sejren over den omringede fjende,« udtalte en talsmand for forsvarsministeriet ifølge Tass.

Lysytsjansk ligger ved floden Donetsk – på den modsatte bred af byen Sievjerodonetsk. De to byer betegnes ofte som tvillingebyer.

Efter at have taget fuld kontrol over Sievjerodonetsk, har de separatistiske oprørere og russiske styrker øget deres fokus på Lysytsjansk.

Hvis russerne og separatisterne vinder kontrol over byen, vurderes det ifølge nyhedsbureauet AFP, at de vil få mulighed for at trænge længere ind i Donbas. Det er den østlige region, som udgøres af Donetsk- og Luhansk-regionerne.

/ritzau/