Et russisk luftangreb har tirsdag morgen beskadiget havneinfrastruktur i den sydukrainske havneby Izmajil.

Det skriver lokale ukrainske embedsmænd tirsdag morgen ifølge nyhedsbureauet Reuters på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

Havnebyen Izmajil ligger i det sydlige Ukraine nær grænsen til Rumænien ved floden Donau. Byen har ofte været mål for russiske angreb.

- Havneinfrastruktur i byen Izmajil blev beskadiget, skriver lokale embedsmænd ifølge Reuters på Telegram og tilføjer:

- Heldigvis var der ingen tilskadekomne eller væsentlig materiel skade.

Embedsmændene har delt billeder på Telegram, der viser brandfolk i gang med at slukke en brand i en bygning, hvor vinduerne er knust.

I Ukraines næststørste by, Kharkiv, melder borgmester Ihor Terekhov natten til tirsdag om et russisk droneangreb.

Her er to personer blevet reddet ud fra murbrokkerne, mens der fortsat ledes efter endnu en person. Kharkiv ligger i den nordøstlige del af Ukraine.

Sergej Sobjanin, der er borgmester i Ruslands hovedstad, Moskva, melder på Telegram samtidig, at fire ukrainske droner med kurs mod Moskva er blevet skudt ned.

Der er blevet sat beredskab ind, skriver han uden at komme med yderligere oplysninger.

Angrebet sker, efter at Ukraine i weekenden gennemførte landets største angreb mod den russiske hovedstad i mere end et år. Dagen inden blev 24 mennesker dræbt under russiske luftangreb i den ukrainske hovedstad, Kyiv.

I den russiske grænseregion Kursk blev en kvinde dræbt og yderligere to personer såret som følge af et ukrainsk droneangreb mandag aften. Det meddeler det militære hovedkvarter i regionen på Telegram.

Også i de russiske regioner Rostovskaja og Jaroslavl er der ifølge lokale myndigheder meldinger om droneangreb.

I Jaroslavl, der ligger nær Moskva, advarer guvernør Mikhail Jevrajev bilister på vej mod Moskva om risiko for droneangreb.

/ritzau/