Russisk kunstner satte ild til sikkerhedstjeneste: Nu vil han sigtes for terror

Kan hærværk være kunst? Den russiske aktivist Pjotr Pavlenskij satte ild til den russiske sikkerhedstjenestes hoveddør. Nu kræver han at blive sigtet for terror.

Protestkunstneren Pjotr Pavlenskij stak i en aktion ild på døren til sikkerhedstjenesten FSB i Moskva. Det er blot den seneste i en række aktioner fra hans side, som skal at udstille de »udemokratiske magthaveres magtesløshed.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MOSKVA: Pjotr Pavlenskij forsøgte ikke at flygte. Han stod roligt og ventede på politiet med en dunk benzin i den ene hånd. Bag ham brændte det lystigt. Han havde stukket ild til hovedøren på en af Moskvas bedst bevogtede adresser: den russiske sikkerhedstjenestes hovedkvarter. Nu slikkede flammerne op ad dørene i den ikoniske bygning, hvor også sovjettidens KGB havde hovedsæde.

Det med flammerne var dog hurtigt overstået. Der gik mindre end et minut, fra Pjotr Pavlenskij slog ild med sin lighter, til han blev anholdt af tililende politifolk. Ilden blev slukket. Dørene slap med lettere brandskader.

Men debatten, der blev antændt af den kontroversielle kunstners aktion, er flammet videre lige siden. For kan hærværk være kunst?

Pavlenskij er berømt og berygtet for sin protestkunst. Men den seneste aktion har for alvor delt vandene. Ildspåsættelse er hærværk, og det kan ikke undskyldes med abstrakte ideer, mener mange. Søndag aften brugte den regeringstro TV-boss, Dmitrij Kiseljov, en syv minutter lang TV-tale på at sammenligne Pavlenskij med Islamisk Stat. Pavlenskij skal kastes i fængsel i fem til syv år, krævede Kiseljov.

Andre hylder den 31-årige kunstner for på spektakulær vis at sætte fokus på overgreb begået af præsident Putins sikkerhedstjeneste, FSB, bag de nu tilsodede døre. Med en »gennemtænkt og uselvisk« aktion viser Pavlenskij, at russerne nægter at leve i angst, skriver den russiske avis Vedomosti.

Vil udstille magthavernes magtesløshed

Aktionen har haft en imponerende gennemslagskraft. De dramatiske billeder af flammerne om dørene på selve symbolet på politisk undertrykkelse gik øjeblikkeligt viralt på de sociale medier. Siden indtog de de statslige kanaler og deres millioner af seere.

Ingen protestaktion er nået så bredt ud i Rusland, siden punkgruppen Pussy Riot i 2011 protesterede mod den russiske kirkes uhellige alliance med Putin. Dengang fik to af gruppens medlemmer to års fængsel for en under et minut lang punkkoncert i en kirke.

Pavlenskijs skandaleaktioner trækker ligesom Pussy Riot på en undergrunds-sovjetisk tradition for protestkunst, den såkaldte aktionisme. Han har en fortid på en af landet fineste kunstuddannelser, og Pavlenskij siger selv, at han sætter sin krop på spil i aktion efter aktion for at udstille de »udemokratiske magthaveres magtesløshed«.

Man kan ikke beskylde ham for at betjene sig af antydningens kunst.

Et af hans tidligere stunt bestod i at sømme sine ædlere dele, pungen for at være præcis, fast til brostensbelægningen på den Røde Plads. Det skete på den årlige Politiets Dag i protest mod Ruslands forvandling til »én stor straffelejr«.

Politifolk forsøgte forgæves at dække den nøgne kunstner med et lagen. Men det tiltrak kun endnu mere opmærksomhed til den Gandhi-lignende figur, der sad sømmet fast foran Lenins mausoleum.

Næste aktion var en protest mod brug af psykiatriske diagnoser til at sende oppositionsfolk i tvangsforvaring. Nøgen og bevæbnet med en kniv skar Pavlenskij sin øreflip af foran Moskvas mest berømte psykiatriske hospital. Umiddelbart efter blev han – præcis som planlagt – indlagt på selvsamme hospital.

Men i takt med mere brutale politiske forfølgelser i Rusland er Pavlenskij også blevet mere ekstrem. Stuntet foran FSBs hovedkvarter er første gang, hans aktioner har forvoldt materiel skade. Et retligt efterspil venter, men også dét er tilsyneladende med i hans plan.

Da han i slutningen af sidste uge blev fremstillet for en dommer, nægtede han for rullende kamera at afgive forklaring, så længe han »kun« var sigtet for hærværk. Han ville sigtes for terror, fortalte han den chokerede dommer. Forklaringen? En Putin-kritisk, ukrainsk filminstruktør fik i sommer 20 års fængsel for angiveligt at overtræde den russiske terrorlov. Så længe instruktøren er ufri, vil Pavlenskij også frihedsberøves.

Foreløbigt er Pavlenskij varetægtsfængslet i en måned. Det betyder, at hans TV-transmitterede protest genoptages i retssalen i december.