Japan og NATO forbereder et tættere samarbejde på grund af en fælles bekymring om Ruslands styrkede militære bånd til Kina.
Det fremgår af en udtalelse udsendt af Japans premierminister, Fumio Kishida, og NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg.
Foruden det russisk-kinesiske venskab er det Ruslands krig i Ukraine, der får NATO og Japan til at rykke tættere sammen.
»Verden står ved et historisk vendepunkt i det mest alvorlige og komplekse sikkerhedsmiljø siden Anden Verdenskrig,« står der i udtalelsen.
Her fremgår det videre, at Nordkoreas udvikling af atomvåben og fælles militærøvelser mellem Rusland og Kina vækker bekymring i Japan såvel som hos landene i NATO.
Stoltenberg ankom mandag til Japan efter et besøg i Sydkorea. Han er i regionen for at diskutere de trusler, der er rettet mod NATO og forsvarsalliancens asiatiske allierede.
/ritzau/Reuters