Russisk journalist blev meldt dræbt. Pludselig stod han og undskyldte på et pressemøde

Den russiske journalist, Arkadij Babtjenko. Fold sammen
Læs mere
Foto: INNA SOKOLOVSKA

Den fremtrædende russiske journalist Arkadij Babtjenko, der blev meldt dræbt tirsdag i Ukraine, er dukket op i live på et pressemøde, skriver nyhedsbureauet AP.

Babtjenko siger på en tv-transmitteret pressekonference i Kijev, at han undskylder for, hvad befolkningen har været udsat for i forbindelse med rapporterne om drabet på ham.

Han tilføjer, at den operation, som har fundet sted, havde været planlagt i to måneder. Han takker samtidig den ukrainske sikkerhedstjeneste for at have reddet hans liv.

Talsmænd for den ukrainske regering siger, at drabet på journalisten blev iscenesat for at forhindre det virkelige angreb. Sikkerhedskilder siger, at operationen havde til formål at afsløre russiske agenter.

Babtjenko er en af Ruslands mest kendte krigskorrespondenter og tidligere soldat. Men han havde forladt sit hjemland, fordi han frygtede for sit liv.
Han blev ifølge presserapporter tirsdag skudt og dræbt i sit hjem i den ukrainske hovedstad, Kijev.

Ukrainsk politi oplyste i første omgang, at Babtjenkos kone fandt ham blødende i deres lejlighed og ringede efter en ambulance. Han blev meldt død på vej til hospitalet.

Babtjenko havde øjensynligt ikke fortalt sin kone, at drabet på ham var iscenesat.

- Særlig stor undskyldning til min kone, siger han.

Lederen af Ukraines sikkerhedstjeneste siger ifølge Reuters, at en ukrainsk statsborger er tilbageholdt i forbindelse med angrebet på den russiske journalist.

- Ifølge vores oplysninger havde russiske sikkerhedstjenester givet ordre til drab på Arkadij Babtjenko i Kijev, siger lederen af den ukrainske sikkerhedstjeneste, Vasyl Hrytsak.

Ukraines premierminister, Volodymyr Hrojsman, beskyldte tidligere onsdag Rusland for at stå bag attentatet. Han omtalte også Babtjenko som dræbt.

Rusland nægter at have haft noget med angrebet på journalisten at gøre. I den første reaktion fra Rusland hedder det, at den ukrainske operation er propaganda.

- Vi er glade for at se, at den russiske journalist Babtjenko alligevel er i live, siger det russiske udenrigsministerium.

Arkadij Babtjenko er 41 år. Han blev i 2015 hædret med en pris uddelt af den svenske forfatterforening Pen.

/ritzau/AP