Russisk isbadning deler vandene: 80.000 bader i minus 16 grader

Kresjtjenije, så bliver det ikke meget mere russisk. Den årlige tradition, hvor russere i flok nedsænker vinterblege kroppe i dybfrosne våger tog også i år det store land med storm. Vor udsendte sprang med ned i hullet.

bbhhh
Læs mere
Fold sammen

MOSKVA: Det er ikke hver dag, man kan vise sin vom frem på landsdækkende TV og ved samme lejlighed blive rost for at fremme folkesundheden. Men, kære læser, der findes sådan en dag. På russisk hedder den kresjtjenije, og det var i tirsdags.

På Revolutionspladsen i det centrale Moskva spankulerede Ruslands svar på Donald Trump, den 69-årige Vladimir Sjirinovskij, frem for de rullende TV-kameraer, der stod opstillet omkring et bassin med isvand. Termometret viste minus 16, og den russiske partileder var iklædt et par stramme Speedos og intet andet. Med et brøl kastede han sig i isbadet, korsede sig sig og råbte i bedste Sjirinovskij-stil: »Så har vi da renset os for svinepest!« Klapsalver.

Den badeglade hvalros af en mand var ikke alene om at tage del i den store russiske vinterbadedag. Blandt visse kendisser anses det som en samfundspligt. Landets forsvarsminister, Sergej Sjojgu, hoppede også i baljen. Det samme gjorde ballerinaen Anastasija Volotjkova.

Lidt nord for Moskva postede den muskuløse guvernør Nikita Belykh et snapshot af sig selv i bodybuilder-positur midt i en våge i isen. »En fantastisk følelse,« lød guvernørens kommentar. Det sidste var dog for meget af det gode, mente den noget mere spinkelt byggede chefredaktør Venediktov fra radiostationen Ekho Moskvy. »Du er jo et monster,« skrev han syrligt til Belykh på Twitter.

Traditionen deler russerne i to

Den årlige januarisbadning er med andre ord blevet lidt af en se mig-begivenhed, selv om den egentlig burde være andægtig, for dagen svarer kirkeligt set til helligtrekongersaften. I den ortodokse kalender mindes man på denne dag Jesu dåb. Derfor skal hovedet under vand – kresjtjenije betyder dåb – og således bortvaskes alle synder. Jesus havde den lune Jordan-flod til rådighed, men når man nu ikke lige har den i nærheden, så må man jo hakke hul i isen og springe i en frossen russisk sø.

Det er med andre ord en herlig tradition. Men det er også en tradition, der deler russerne – i hvert fald dem jeg kender – i to nogenlunde lige store grupper: Dem, der synes, det er risikabelt og unødvendigt og derfor idiotisk. Og dem, der synes, det er risikabelt og unødvendigt og derfor genialt.Den første gruppe kan fortælle historier om fjerne familiemedlemmer, der vistnok fik et hjertetilfælde af det kolde vand. Den anden gruppe hævder, at man undgår hjerteproblemer i mindst et år, hvis man udfordrer sin blege krop med minusgrader på denne ene dag i januar.

Mand mod is – vildskab i 16 graders frost

I år vandt den sidste gruppe min gunst. Jeg ville gøre som kendisserne og imponerende 80.000 andre vildmænd og -kvinder i Moskva. Jeg ville afvaske mine synder i meget koldt søvand.

Men lad mig sige med det samme: Det var en smule skuffende. Ikke fordi jeg fik – eller ikke fik – et hjertetilfælde. Men fordi jeg gennem flere år opgejlet af dramatiske, dybfrosne anekdoter havde forestillet mig noget mere, tja, vildt. Jeg havde måske endda i glimt set mig selv udstøde et Sjirinovskij-brøl stolt stående i en våge i en frossen sø i en frossen skov. Mand mod is.

Men sådan skulle det ikke være.

Vi havde forberedt os på det værste, da vi drog mod den udvalgte sø i det sydlige Moskva. En ven havde fortalt, hvordan han havde mistet følelsen i to af sine tæer permanent, efter en alt for lang ventetid i en kold bil efter sidste års isbad. Andre tilbød mere specifikke ekspertråd: Ingen jeans på dagen, fordi de er svære at hive på igen, når man står med stivefrosne lemmer på en stivfrossen sø langt fra alfarvej. Derfor havde vi sørget for både transport og skiftetøj. Vi havde termokander og en energibar i lommen. Vi var klar til vildskab i minus 16.

Undskyld, men hvor er hullet?

Vi var næppe kommet inden for 200 meter af søen, før vildskaben begyndte at tø bort. Og da vi nåede til den udvalgte søbred var det nærmest umuligt at fryse sine tæer. Her herskede projektørlys og store opvarmede telte. Ved en bod slubrede folk varm te og spiste friskbagte pirogger. En ambulance og to politifolk var på plads. Selve vågen var omgivet af et solidt gelænder, hvorfra en meget civiliseret trappe førte ned på en platform under vandet, så intet kunne gå galt. Og for at være på den helt sikre side havde det russiske beredskabskorps placeret folk på hver side af hullet.

»Nu har De vel ikke hjerteproblemer?« spurgte en af redningsfolkene belevent, inden jeg steg ned i vandhullet klædt i mine bedste vildmands-surfershorts.

Næh, det skulle da lige være af irrationel ærgrelse over, at det var umuligt at tage et ærligt isbadebillede uden samovarer og pirogger og varmekanoner og redningsfolk i refleksveste.

Men vi kan jo ikke alle sammen hedde Vladimir Sjirinovskij.