Den russiske hærs stabschef, Valerij Gerasimov, har besøgt sine soldater i Ukraine og har konkluderet, at Ruslands soldater rykker frem alle steder ved frontlinjen.
Det oplyser det russiske forsvarsministerium.
Rusland gør blandt andet fremskridt i den østlige Donetsk-region, der er krigens knudepunkt, lyder det fra Gerasimov, der er Ruslands stabschef for de væbnede styrker i det, som Rusland kalder for sin særlige militæroperation.
Det rykker også frem længere vestpå i regionerne Zaporizjzja og Dnipropetrovsk.
- Vores tropper i zonen for den særlige militæroperation rykker frem i stort set alle retninger, citerer det russiske forsvarsministerium Gerasimov for at sige.
- De hårdeste kampe finder sted i Krasnoarmejsk, siger han og bruger det sovjetiske navn for byen Pokrovsk, "hvor fjenden bruger alle midler og uden hensyn til tab forgæves forsøger at standse vores fremrykning og generobre initiativet".
Gerasimov siger desuden, at det ukrainske militær "har indsat de bedst trænede og mest kompetente kampenheder fra andre områder. Og det letter vores soldaters fremrykning på andre fronter".
I deres langsomme fremrykning gennem det østlige Ukraine har russiske styrker i flere måneder opretholdt kraftige angreb på området omkring Pokrovsk i Donetsk-regionen.
Gerasimovs udtalelser strider umiddelbart imod meldinger fra den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og embedsmænd i Ukraines militær.
Zelenskyj blev tidligere på ugen interviewet af Sky News, hvor han sagde, at han forventer nye russiske offensiver, men at Rusland har haft ringe succes på frontlinjen på det seneste.
En ukrainsk hærfører har desuden sagt, at hans soldater har afværget et russisk fremstød nær Pokrovsk. Data fra det ukrainske krigskort DeepState har vist, at Ukraine rykker frem i en nærliggende by.
Natten til onsdag har der været meldinger om sårede i det russiske grænseområde Belgorod.
Her er en mand død, og en anden mand er såret, efter at en ukrainsk drone har ramt en bil, melder regionens guvernør, Vjatsjeslav Gladkov, på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
Manden døde i byen Sjebekino, der ligger lige inden for den russiske grænse. Angrebet sårede mandens bror alvorligt, og han er bragt til et lokalt hospital, lyder det.
/ritzau/Reuters