Et russisk fragtskib er sunket i Middelhavet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters samt Ruslands udenrigsministerium.

Skibet er sunket efter en eksplosion i maskinrummet. 

Ministeriet oplyser ikke, hvad der har ført til eksplosionen ombord.

14 besætningsmedlemmer er reddet og bragt til Spanien. Men to medlemmer af besætningen meldes savnet i skrivende stund.

Der er tale om det russiske fragtskib Ursa Major, og de spanske myndigheder har bekræftet, at skibet er sunket i den vestlige del af Middelhavet. 

På sociale medier er der blevet delt flere videoer, hvor man kan se skibet synke. Du kan se en af de videoer i toppen af artiklen.

Ursa Major udsendte senest et radiosignal mandag aften lidt efter klokken 23 dansk tid. Her befandt skibet sig i den vestlige del af Middelhavet mellem Spanien og Algeriet.

Ursa Major blev drevet af datterselskabet SK-Yug af det sanktionerede russiske forsvarsfirma Oboronlogistics.

Begge virksomheder har afvist at udtale sig om det sunkne skib.

Skibet var en grundpille i den russiske forsyningsrute til Tartus i Syrien, hvor skibet også hentede våben og militært udstyr efter Assad-styrets fald. 

Skibet var sidst i havn i Sankt Petersborg i det nordvestlige Rusland 11. december. Det skulle efter planen være ankommet i Vladivostok 22. januar.

Oboronlogistics har tidligere oplyst, at Ursa Major var lastet med specielle kraner, som skulle bruges på havnen i Vladivostok.

Vladivostok er Ruslands største havneby ved Stillehavet. Den ligger omkring 45 kilometer fra grænsen til Kina og omkring 130 kilometer fra grænsen til Nordkorea.