Russisk fly på vej til Københavns Lufthavn: Skal hente udviste diplomater

Familierne til de 15 diplomater, skal også med på flyet.

Russisk fly på vej til København – skal hente udviste diplomater. flightradar24

Udenrigsministeriet bekræfter til B.T., at der lige nu er et fly på vej til Københavns Lufthavn fra Moskva.

Flyet skal hente de 15 udviste diplomater og spioner, der 5. april fik 14 dage til at forlade Danmark, og ser man på flightradar24s kort, så ser det ud til, at flyet lander kl. 10.34 i dag, søndag.

Familierne til de 15 diplomater, skal også med på flyet.

Desuden kan pressevagten hos Udenrigsministeriet fortælle, at Rusland for nylig har ansøgt om at få lov til at lave en specialflyvning ind over Danmark, som er blevet godkendt.

Det var landet nødt til, fordi det danske luftrum ellers er lukket for russiske fly.

Det var udenrigsminister Jeppe Kofod (S), der efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn meldte ud, at man havde besluttet af udvise de 15 efterretningsofficerer, der har udøvet spionage i Danmark.

De 15 russere har arbejdet under diplomatisk dække på den russiske ambassade i København. Ambassaden har 65 udsendte medarbejdere, hvoraf 30 er diplomater.

Den russiske ambassade kalder dansk spionanklage for ubegrundet og siger, at der vil komme en modreaktion fra russisk side. Det er uvist, hvordan russerne konkret vil reagere. Man skrev ifølge Ritzau, at der ingen beviser er for anklagen. Trækket fra dansk side har kun til formål at ødelægge forholdet mellem Rusland og Danmark yderligere, lød det fra ambassaden.

Der er endnu ikke svaret konkret igen fra Rusland.

Tilbage i januar slog Politiets Efterretningstjeneste (PET) i en rapport fast, at spionagetruslen mod Danmark fra fremmede lande de seneste år er steget markant. I den forbindelse blev Rusland nævnt. PET slog også fast, at efterretningsofficererne arbejdede under dække af at være diplomater i Danmark. Blandt andet på den russiske ambassade. Også dengang blev det afvist af russerne.