Russisk exit efterlader et Syrien i fire dele

Ruslands planlagte og delvise tilbagetrækning fra Syrien skaber en mulighed for gennembrud i fredsforhandlingerne, men nulstiller også krigen, så den kan begynde forfra, nu hvor alle parter næsten er lige stærke.

Et Sukhoi Su-34-kampfly letter fra den russiske luftbase nær Latakia i Syrien. Foto: Valery Sharifulin/TASS Fold sammen
Læs mere

Ingen så det komme.

Meddelelsen om Ruslands planlagte tilbagetrækning fra krigen i Syrien overrasker alle dem, der troede, at præsident Putin og Syriens præsident Bashar al-Assad havde indgået et katolsk ægteskab. En alliance, hvor den russiske krigsmaskine ville fortsætte lige indtil den sidste stump af syrisk opposition var jævnet, og hvor Assad i sidste ende ville erklære militær sejr, og sætte sig lige så urokkeligt på magten som i årene før krigens start i 2011.

 

Hvis Rusland virkelig trækker sig ud af krigen, er det bevis for, at der aldrig har været noget, der minder om et ægteskab mellem Rusland og Assad. Allerhøjest et interesseforhold baseret på, at Rusland vil bevare sin flådebase og andre strategiske interesser i Syrien og forhindre landet i at blive løbet over ende af jihadister fra hele verden, og heraf mange fra Rusland. Det mål har Rusland opnået på seks måneder, hvor regimets tropper har genvundet pusten. Men hvad betyder det for krigens mest magtfulde parter at russerne trækker i bremsen netop nu? Og hvad betyder det for fredsforhandlingerne?

1.

For Assads regime er en russisk tilbagetrækning en meget direkte melding om, at Rusland ikke ser sig som Assads frelser. Man er måske oven i købet skuffet over den syriske diktators uvilje til at træde af. Når den russiske tilbagetrækning, der falder sammen med endnu en forhandlingsrunde i Genève, betyder det, at Rusland sender et signal til Assad om, at tiden er moden til, at han tager de politiske forhandlinger alvorligt, og at han ikke skal forvente, at Rusland holder hånden over ham i evig tid. Hermed skaber den russiske tilbagetrækning en mulighed for et gennembrud, eller i det mindste mere seriøse forhandlinger end tidligere. Ingen af krigens fire parter, regimet, Islamisk Stat, kurderne og oppositionen, der anføres af al-Qaeda, er stærke nok til at vinde alene, og de er alle, med undtagelse af IS, stærke nok til at forsvare sig selv mod nederlag.

Rusland har hjulpet Assad til at stå på egne ben, men nu må han selv begynde at gå selv. Ruslands tilbagetrækning mere end antyder, at Assad bør vælge at gå ad kompromisets vej, hvis han vil have Syrien til at fungere som et land igen.

Men den russiske tilbagetrækning åbner også op for en forlængelse af krigen. Netop fordi ingen er overlegen, og fordi især de islamistiske grupper vil forsøge at vende de seneste måneders mange nederlag til nye sejre, nu hvor de ikke skal dukke sig for russiske bombardementer.

2.

For den store gruppe af oppositionsbevægelser, der anføres af Jabhat al-Nusra, al-Qaedas forlængede arm i Syrien, er Ruslands delvise tilbagetrækning en gave. Jabhat al-Nusra har lidt mest under de russiske bombardementer, og har allerede meddelt, at man nu forbereder en omfattende offensiv mod regimet. Tyrkiet vil forsøge at øge sin assistance til denne del af oppositionen, hvilket kan betyde, at kampene mellem al-Nusra og regimet vil optrappe i de kommende måneder. Også fordi al-Nusra ikke er omfattet af hverken våbenhvile eller forhandlinger. Men selv om Rusland trækker sig delvist tilbage, vil russerne stadig ikke tillade, at Jabhat al-Nusra vinder så meget terræn, at det kan bringe Assads regime i den samme pressede situation som det første halve år af 2015. De dele af den syriske opposition, der opfattes som moderate, har meget lidt at sige når det kommer til reel magt i Syrien. Derfor droppede USA tidligere sin støtte til den del af oppositionen, og derfor har det været muligt for Jabhat al-Nusra at gøre sig til den største magtfaktor i de områder, der domineres af oppositionen til regimet.

3.

For de syriske kurderes vedkommende er Ruslands tilbagetrækning en negativ udvikling, som dog er til at leve med. Kurderne har stabiliseret situationen i det nordlige Syrien. De vinder den ene sejr efter den anden over Islamisk Stat, og har i løbet af de seneste to måneder taget en strategisk vigtig bid af Jabhat al-Nusras område mellem Aleppo og den tyrkiske grænse. Efter russisk tilbagetrækning har kurderne stadig USA i ryggen og er på mange måder den mest stabile faktor i Syrien, uanset om krigen fortsætter, eller om der indgås en fredsaftale.

4.

Terrororganisationen Islamisk Stat skal også forholde sig til den russiske exit. Mens Ruslands ageren ikke har nogen synderlig indflydelse på Islamisk Stats skæbne, er det alligevel IS, der på længere sigt står for fald. IS er på tilbagetog i Irak og Syrien, og 30.000 nye jihadister fra Vesten og de arabiske lande er ikke på vej for at redde kalifatet, der næsten dagligt taber slag i øjeblikket.

Derfor bevæger Syrien sig i en retning, hvor de fire nuværende magtfaktorer med stor sandsynlighed skrumper til tre. Islamisk Stat vil få mere end svært ved fortsat at holde fast på Mosul og Raqqa.

Hvis Islamisk Stat bliver presset ud af magtspillet, styrer Syrien mod en tredeling mellem kurderne, sunni-oppositionen og Assads regime. Ingen af parterne vil være i stand til at regere modparternes områder, og ingen af parterne kan udradere hinanden fuldstændig.

Spørgsmålet er, om de så kan aftale at leve fredeligt side om side. Det har fredsforhandlingerne endnu ikke givet noget svar på.