En russisk drone har søndag ramt et passagertog i det sydlige Ukraine med knap 600 passagerer om bord.

Det oplyser direktøren for Ukraines statslige jernbaner, Oleksandr Pertsovskyj, ifølge mediet Kyiv Independent i et opslag på Facebook.

Ingen mennesker kom til skade ved angrebet, idet et overvågningshold på forhånd havde varslet evakuering. Toget blev standset på strækningen, og alle blev bragt i sikkerhed, oplyser Pertsovskyj.

Den russiske Shahed-drone ramte lokomotivet, der brød i brand. Det meddeler guvernør Oleh Kiper ifølge nyhedsbureauet dpa.

Kiper tilføjer, at Rusland angreb for anden gang, mens myndighederne var i gang med at evakuere passagererne.

Der var 593 mennesker med toget, heriblandt 15 børn.

Toget var på vej fra byen Zjytomir, der ligger vest for Kyiv, til havnebyen Odesa.

Angrebet skete i regionen omkring Odesa.

Tidligere i august blev en lokomotivfører og hans assistent dræbt i et andet russisk angreb mod et passagertog i samme region.

Søndagens angreb finder sted samtidig med, at statsminister Mette Frederiksen (S) er ankommet - med tog - til Ukraine.

Hun besøger landet med en gruppe af nordiske og baltiske stats- og regeringsledere, som søndag besøger Ukraine i regi af samarbejdsformatet NB8.

Besøget kommer efter et par døgn med adskillige bombe- og droneangreb over Ukraine, der de seneste to døgn har slået over 20 mennesker ihjel.

Rusland har på det seneste sendt så mange droner og ballistiske missiler ind over landet, at Ukraines luftforsvar ikke kan følge med og skyde dem alle ned.

RITZAU