Russisk ambassadør: Amerikanske kampvogne vil blive ødelagt

Hvis M1 Abrams kampvogne eller andre krigsforsyninger fra NATO ender i Ukraine, vil Rusland ødelægge det.

På billedet ses den russiske ambassadør i USA, Anatoly Antonov, der kom med følgende udmelding: »Den russiske hær vil ødelægge amerikansk producerede M1 Abrams kampvogne og andet af NATOs militære materiel, hvis det bliver sendt til Ukraine.« (Arkivfoto).   Fold sammen
Læs mere
Foto: Alexander Zemlianichenko
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den russiske hær vil ødelægge amerikansk producerede M1 Abrams kampvogne og andet af NATOs militære materiel, hvis det bliver sendt til Ukraine.

Sådan lyder det fra den russiske ambassadør i USA, Anatoly Antonov, ifølge det statsejede russiske nyhedsbureau Tass.

»Washington prøver tydeligvis helt bevidst at forvolde os et strategisk nederlag,« udtaler Antonov.

»Et stigende antal af embedsmænd og eksperter i USA indrømmer – det handler om en amerikansk stedfortræderkrig med vores land,« siger han.

Antonov beskriver den eventuelle leverance som endnu en »tydelig provokation« mod Rusland.

»Hvis USA beslutter at forsyne med kampvogne, vil det være umuligt at retfærdiggøre sådan et skridt med argumentet om forsvarsvåben,« siger Anatoly Antonov.

USA har hidtil tøvet med at sende nogle af de store Abrams-kampvogne til det ukrainske forsvar.

Tirsdag skrev flere medier dog, at USA – ligesom Tyskland – skulle være klar til at sende de avancerede kampvogne afsted.

Flere medier – herunder nyhedsbureauerne dpa og Reuters – erfarer derudover, at den tyske regering og forbundskansler Olaf Scholz efter længere tids overvejelser har besluttet at sende kampvogne af typen Leopard 2 til Ukraine.

Tirsdag aften var det stadigvæk ikke bekræftet officielt af den tyske regering.

Dog skriver Marie-Agnes Strack-Zimmermann, der er formand for den tyske Forbundsdags forsvarsudvalg, tirsdag aften på Twitter, at »beslutningen om at frigive og levere Leopard 2 var svær, men uundgåelig«.

/ritzau/