Russer anklages for drab på ukrainsk officer

En ukrainsk major er blevet dræbt af en russisk soldat på Krim-halvøen, hævder de ukrainske myndigheder.

Foto: Alexander KHUDOTEPLY
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

UKRAINE: En russisk soldat har skudt og dræbt en ukrainsk flådeofficer på Krim, oplyser det ukrainske forsvarsministerium.

Det er det andet drab på en ukrainer, siden Rusland tog kontrol med halvøen i Sortehavet, skriver Reuters.

»Den russiske marinesoldat dræbte den ubevæbnede officer. Han dræbte majoren med to skud,« siger Vladislav Seleznjov, der er talsmand for den ukrainske flåde.

Den dræbte officer ved navn Stanislav Karatjevskij var gift og far til to børn, han var i gang med at forberede en flytning til en anden del af Ukraine sammen med sin familie, da han ifølge de ukrainske myndigheder røg i clinch med den russiske soldat i sidste uge. Han blev efterfølgende dræbt med AK-74 på sin bopæl, forlyder det. En anden ukrainsk soldat blev desuden banket og tilbageholdt af russiske soldater, oplyser Ukraines forsvarsministerium, som ikke giver yderligere oplysninger om, hvor soldaten nu befinder sig.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har tidligere rost sine troppers relativt fredelige overtagelse af Krim, hvor et flertal i sidste måned sagde ja til at blive en del af Rusland i stedet for Ukraine. Selvom overgangen stort set er foregået uden vold, kan drabet på flådeofficeren påvirke det i forvejen skrøbelige forhold mellem de to lande. Weekenden har været præget af uro i store dele af Ukraine, hvor prorussiske demonstranter har været på gaden i byer som Kharkiv, Lugansk og Donetsk. De kræver, at befolkningen i det østlige Ukraine får lov til at stemme om optagelse i Rusland, som det skete på Krim.

Demonstrationerne har skabt fornyet frygt for, at Ukraine skal knække over i en russisk og ukrainsk del, og mandag anklager den ukrainske premierminister, Arsenij Jatsenjuk, den russiske regering for at ville splitte Ukraine, skriver AFP.