Ruslands tak for sidst

Briternes udvisning af fire russiske diplomater truer med at kaste de to lande ud i en ond cirkel af gengældelsesaktioner. Putin kan bruge krisen til at hævde Ruslands status på den internationale scene.

MOSKVA: I diplomatiets tørre tale hører det til sjældenhederne, at man beskylder hinanden for at være »stupide«. Det var ikke desto mindre den betegnelse, Vladimir Putin allerede for en måned siden klæbede på den britiske regerings krav om at få udleveret Andrej Lugovoj, den mistænkte i et spektakulært giftmord i London.

Den umiddelbare begrundelse for det frejdige ordvalg var, at Ruslands forfatning forbyder udlevering af egne statsborgere til andre lande.

»Hvis de ikke forstår det«, sagde Putin arrigt, »så handler det om manglende kompetence, og så har vi vores tvivl om, hvad de overhovedet laver«.

Briterne gav svar på tiltale med udvisningen af fire russiske diplomater, og alt tyder på, at russerne vil give igen med lignende sanktioner i de kommende dage. Intet peger derimod på, at russerne ændrer det omkvæd, der har udløst konflikten: Hvis briterne vil have en retssag om mordet på Aleksander Litvinenko, må de lade sagen gå sin gang ved de russiske domstole.

Sådan lyder i hvert fald den officielle linje. Få skridt fra mikrofonen og nogle gange foran mikrofonen har russiske politikere imidlertid ikke lagt skjul på, at sagen og den voldsomme irritation, den har udløst i Kreml, handler om mere end den russiske forfatning og mordet på den tidligere KGB-agent Alexander Litvinenko.

For det første har russerne i årevis forsøgt at få briterne til netop det, de nu beder russerne om at gøre. Kreml har forlangt, at Storbritannien udleverer milliardæren Boris Beresovskij, der anklages for at pønse på en revolution i Rusland, og den eksiltjetjenske politiker Akhmed Sakajev til det russiske retssystem. Begge er højlydte Putin-kritikere med politisk asyl i Storbritannien, og London har derfor afvist kravet med henvisning til det russiske retssystems elendige ry og rygte.

MEN ISÆR BERESOVSKIJ er afgørende for at forstå russernes reaktion. De seneste måneder har han fået fråden til at skumme i Moskva med sine trusler om at »bruge magt« til at styrte Vladimir Putins regime. Beresovskij er også blandt dem, som direkte beskylder den russiske præsident for at stå bag mordet på den tidligere efterretningsagent Alexander Litvinenko i november sidste år.

Officielt er der naturligvis ingen sammenhæng mellem de to udleveringssager, men Aleksej Mitrofanov, næstformanden for Ruslands tredjestørste parti, er en af de mange, der har lukket katten ud af sækken.

»Hvis de vil have os til at udlevere Lugovoj, så lad dem give os Beresovskij, Sakajev og andre,« lød hans besked til briterne.

Det vil naturligvis være i strid med den russiske forfatning, kan man med Putins ord indvende. Men russernes principfaste højtideligholdelse af loven mister lidt af sin glans, efter menneskerettighedsgrupper har påpeget, at Rusland ikke tidligere har haft skrupler med at udlevere terroranklagede russiske statsborgere til eksempelvis Usbekistan. Det skete så sent som i 2005.

Pointen med det trodsige »tak for sidst« er tilsyneladende ikke så meget lovens bogstav men spørgsmålet om at sætte hårdt mod hårdt.

Det andet fællestræk ved reaktionerne har derfor været beskyldningen om, at Rusland behandles respektløst.

»Du kan behandle en bananrepublik på denne måde. Men Rusland er ikke en bananrepublik,« sagde Konstantin Kosatjov, formand for udenrigsudvalget i det russiske parlament, som svar på den britiske udenrigsministers antydning af, at russerne kan ændre forfatningen, så en udlevering bliver mulig.

NETOP DE SENESTE ÅRS nyfundne russiske storhedsfølelse lurer lige bag politiseringen af mordsagen. Russiske politikere er nærmest eksplosivt pirrelige, hvis de føler, at de ikke bliver behandlet med fornøden respekt. Sagen om Andrej Lugovoj er derfor blot det seneste gidsel i Ruslands larmende forsøg på at genindtræde på verdensscenen som en dominerende spiller efter 1990ernes økonomiske og politisk kollaps. Offer-retorikken har vist sig voldsomt populær på Putins hjemmebane, hvor et præsidentvalg og et parlamentsvalg lurer i horisonten.Sagen følger dermed i halen på en række af udenrigspolitiske ligtorne, som har fået nogle iagttagere til at genoplive betegnelsen »kold krig«.

Det gælder ikke mindst Ruslands voldsomme kritik af USA og især planerne om et amerikansk missilskjold i Europa. Putin fastslog i sidste måned, at Rusland vil pege sine missiler mod mål i Europa, hvis amerikanerne gør alvor af planerne. I sidste uge fremturede Rusland ved at trække sig ud af den såkaldte CFE-traktat, som begrænser antallet af konventionelle våben i Europa.

Hertil kommer voldsomme uenigheder om Kosovos fremtidige status, mulige sanktioner over for Iran og Ruslands handelssanktioner mod flere EU-lande.

Rusland har ingen interesse i at ødelægge forholdet til Storbritannien, understregede det russiske udenrigsministerium i går. Men den lange række af dybe uenigheder mellem øst og vest viser, at Kreml ikke er bange for at udnytte en konflikt til det yderste. Hvis det ses som en lejlighed til at sætte sig i respekt både ude og hjemme, har høgene i Kreml ikke noget mod et godt skænderi. Diplomatisk eller ej.