Ruslands sortklædte Zuckerberg nægter at makke ret

Pavel Durov blev kendt som den excentriske og anarkis­tiske iværksætter, der grundlagde Ruslands svar på Facebook. Nu truer myndighederne med at blokere hans seneste opfindelse, som selv Putins talsmand bruger.

Pavel Durov blev kendt som den excentriske og anarkis­tiske iværksætter, der grundlagde Ruslands svar på Facebook. Nu truer myndigheder med at blokere hans seneste opfindelse, som selv Putins talsmand bruger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Albert Gea

Det er ikke første gang, Pavel Durov er røget i klammeri med de russiske magthavere. For tre år siden hamrede politiet på hoveddøren i hjembyen Skt. Petersborg. De bevæbnede betjentes besøg var kulminationen på måneders armlægning om kontrollen med Ruslands største sociale netværk.

Den 33-årige Pavel Durov var dengang kendt som Ruslands svar på Facebook-skaberen, Mark Zuckerberg. Den unge iværksætter havde på få år banket et af landets mest succesrige tech-firmaer, Vkontakte, på benene, og det populære sociale medie blev fremhævet som et eksempel på den type startup-virksomheder, der skulle løfte russisk økonomi ud af afhængigheden af olie- og gaseksporten.

Durov var dog også berømt for noget andet: Sine højlydte protester mod Kremls forsøg på at regulere og overvåge landets sociale medier og nettet som sådan.

I foråret 2014 havde sikkerheds­tjenesten FSB ifølge Durov i månedsvis forsøgt at true Vkontakte til at udlevere personlige op­lysninger om Kreml-kritiske aktivister i Rusland og Ukraine. Det nægtede Durov.

I sit svar til sikkerhedstjenesten postede han et billede af en hund i hættetrøje med tungen ud af munden. Senere, da konflikten spidsede til, fulgte en skråtop-finger på Instagram med adresse til en Kreml-allieret oligark, der stod bag et snigende opkøb af det sociale netværk.

»Mit officielle svar« skrev Pavel Durov og postede dette billede, efter sikkerhedstjenesten FSB havde bedt ham blokere oppositionsgrupper på det sociale netværk Vkontakte. Fold sammen
Læs mere

 

Opsætsigheden huede ikke FSB, og Pavel Durov undgik kun med nød og næppe en anholdelse. Han lynsolgte virksomheden, og i april 2014 måtte han gå om bord i et fly ud af Rusland for aldrig at vende tilbage.

Pavel Durov har dog aldrig forladt den fortsatte debat om voksende overvågning og statskontrol i Rusland, ligesom han har formået at bibeholde sin status som landets mest excentriske, anarkistiske og muligvis rigeste IT-guru.

Altid klædt i sort

Durov lærte at programmere af sin storebror og kodede sine første spil som niårig. Han grundlagde Vkontakte sammen med broren, mens han studerede lingvistik på Skt. Petersborgs statsuniversitet.

I dag går Durov konsekvent klædt i sort som en anden Neo fra »The Matrix«-universet. Undtagen i sommer, da han svarede igen på Putins officielle feriebilleder, hvor præsidenten poserede i bar mave i Sibirien. Putins billeder fik Durov til at indlede en ironisk viral trend med billeder af sin egen veltrænede overkrop.

Siden fulgte han op med en mindre morsom serie råd om sin egen asketiske livsstil – herunder et liv uden kød, kaffe, te, alkohol og TV.

Det er da heller ikke alle Durovs mange stunts, der er faldet i lige god jord. I 2012 foldede han og nogle af hans medarbejdere papirflyvere af 5.000-rubel-sedler (godt 500 kroner, red.) og morede sig med at kaste dem ud af vinduerne fra Vkontakte-hovedkvarteret i det centrale Skt. Petersborg. Det udløste slagsmål på gaden, og han måtte siden undskylde.

Kampen mod Kreml om overvågning er dog fortsat Durovs vigtigste claim to fame. I sit eksil har han grundlagt beskedtjenesten Telegram, der blandt andet har til formål at tilbyde russere fortrolig kommunikation, efter at Vkontakte kom under Kremls kontrol.

Virksomheden hævder i dag at have 100 millioner brugere på verdensplan og omkring seks millioner i Rusland. I hjemlandet er tjenesten især blevet populær blandt aktivister, Kreml-insidere og politiske kandestøbere, der bruger appen som ucensureret mikroblog om stort og småt. Dette har sat scenen for noget nær en genudsendelse af det tre år gamle opgør om Vkontakte.

Nye omstridte love stemt igennem af Putins parti forpligter landets emailudbydere og sociale netværk til at give FSB adgang til krypterede samtaler og opbevare al kommunikation på servere i Rusland i lange perioder. Dette har Telegram og Pavel Durov afvist med henvisning til den russiske forfatning, der beskytter brevhemmeligheden.

Senest har firmaet fået en bøde på 90.000 kroner for ikke at efterkomme kravet. Vinder anklagemyndigheden ankesagen, risikerer tjenesten i løbet af den kommende måned at blive blokeret i Rusland.

Ruslands tech-sektor har protesteret kraftigt mod lovpakken, som ifølge branchen vil koste blandt andre mobilselskaber dyrt og gøre alt andet end at understøtte opgøret med råstoføkonomien. Senest har den endda fået forsigtig støtte fra Putins talsmand, Dmitrij Peskov, der selv er ivrig bruger af Telegram.

Det er også blevet sværere for FSB at finde en hoveddør at banke på, idet Pavel Durovs nye firma er registeret i flere lande. Grundlæggeren selv hævder, at han pendler mellem flere hovedstæder og lever uden fast adresse.

Simon Kruse er Berlingskes korrespondent i Rusland